Nissan Leaf testkørsel 3 En måneds kørsel på Fyn

Nissan Leaf testkørsel

Efter de først begyndervanskeligheder med opladning mm. så kører det nu som en drøm. Både min hustru og jeg er begejstrede for at køre med Nissan Leaf elbil. Min kone kører to gange 7 kilometer til sit arbejde. Det er perfekt med elbilen, hvor vi tidligere løb ind i problemer med dieselbilen, der brokkede sig over at turene var korte. Motoren og katalysatoren nåede ikke at blive varm nok til effektiv at brænde dieselpartiklerne af.

Nu kører vi helt grønt. Med el fra solcellerne på taget er turene på en måde gratis ( vi har jo betalt solcelleanlægget og dermed el for de næste 25 år). Og når vi kører til vores sommerhus på Hindsholm kan vi også tanke el der, hvor vi også har solceller.

Turene rundt på Fyn passer perfekt til en elbil med begrænset rækkevidde.  Vi bor i Odense og derfor er der højest 60 kilometer til kysterne. Der er er altså el nok til at komme både ud og hjem.

Kun når vi skal til Jylland eller København behøver vi at planlægge opladning hos f.eks. Clever. Ofte ved Føtex og Bilka. Det fungerer også perfekt nu.  Har endnu ikke fundet en P-plads hvor der var optaget af en anden elbil.

Har ledt efter kommunens elbils opladning i Odense. Den blev oprettet i år 2009 ifølge Odense kommunes hjemmeside, men efter en korrespondance med kommunen, var det en ikke opdateret pressemeddelelse på hjemmesiden og pladserne eksisterer vist ikke længere. Man kan lade op i P-huse, men så skal man jo betale en dyr parkeringsafgift.

Måske et tema at tage om i kommunalvalgkampen i Odense?