Siemens og ChoosEV opretter infrastruktur til elbiler

Siemens og ChoosEV fremtidssikrer elbilen i Danmark

Inden udgangen af 2012 vil Danmark have en intelligent infrastruktur parat til elbiler, der betyder, at danskerne med endnu større tryghed kan gøre brug af fremtidens miljøvenlige transportform.

Det er elbiloperatøren ChoosEV og verdens største teknologikoncern Siemens, der er gået sammen om at udvikle infrastrukturen, der kan skabe synergi mellem elnettet og elbilerne i Danmark.

Elbiler er, i en netop udkommet rapport fra Deloitte, blevet estimeret at kunne skabe 20.000 nye fuldtidsjob i Danmark. Elbilen kan altså ikke kun bringe Danmark ud af en miljøkrise, men også bidrage til, at vi kommer ud af den økonomiske krise og får skabt vækst og arbejdspladser.

Siemens og ChoosEV har begge som målsætning, at sikre elbilens forsatte succes og skabe yderligere forretningsmuligheder i forbindelse med elbilens udrulning og den dertilhørende opbygning af infrastruktur. Og det skal ske i Danmark. Danmark er også i mange sammenhænge langt fremme, når det kommer til elbiler og grøn energi. Aftalen mellem den tyske gigant og den lille innovative danske virksomhed vil sikre, at Danmark, også i en international sammenhæng, kan indtage en førerposition i udbredelsen af elbiler.

Det betyder også, at Siemens og ChoosEV vil samarbejde om udviklings- og demonstrationsprojekter om både elbiler, energi og smart grid.


“ChoosEV og Siemens vil sætte ladestandere op så mange steder i Danmark, at man vil kunne komme rundt i hele landet i elbil og lade op undervejs. Det er nødvendigt at opbygge en infrastruktur til elbiler i Danmark, sådan at elbiler bliver et reelt alternativ til konventionelle biler, og sådan, at vi i Danmark kan fastholde vores position som firstmovers på elbiler”, udtaler Lars Bording, adm.direktør i ChoosEV.

“Danmark er meget stærk på grøn energi og grøn vækst, og det er helt sikkert en af de ting, vi som nation skal leve af i fremtiden. Danskerne tager gerne ny – og grøn – teknologi til sig og bruger den i hverdagen, og jeg forventer, at vi i de kommende år bliver globalt foregangsland indenfor elbiler, ligesom vi i dag er det indenfor blandt andet vindmøller,” siger direktør i Siemens Jukka Pertola.

Choose EV hjemmeside


Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.