Drivhusgasser – et overblik

Drivhusgasser – et overblik

Dette diagram giver et fint overblik over verdens samlede udledninger af drivhusgasser i 2010.

Til venstre på billedet er de forskellige energikilder. Kul, gas og olie (fossile brændstoffer), der  bidrager med cirka to tredjedele af samtlige menneskeskabte drivhusgasser.

Den sidste tredjedel, ‘direct emissions’, er udledninger af drivhusgaser fra det organiske system forårsaget af menneskets aktiviteter på jordoverfladen.

Kilde: Jens Hvass blog Strøtanker om bæredygtighed

Læs mere på Jens Hvass blog Strøtanker om bæredygtighed

Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni

I dagene 3.-14. juni er der  klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Kilde: Jens Hvass blog Strøtanker om bæredygtighed

Læs mere på Jens Hvass blog Strøtanker om bæredygtighed

 

Strøtanker om bæredygtighed

Japan og A-kraft

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 lagde store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem. Og katastrofen skabte stor usikkerhed for almindelige mennesker – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Kilde: Jens Hvass blog Strøtanker om bæredygtighed

Læs mere på Jens Hvass blog Strøtanker om bæredygtighed

Strøtanker om bæredygtighed

EUs klimamålsætning for 2030 i støbeskeen

EU har en overordnet klimamålsætning, som sigter mod i 2050 at have nedbragt sine CO2-udledninger ned med 80% i forhold til udledningerne i 1990. Yderligere har man en mere detaljeret målsætning om at nå en 20% reduktion i 2020. Det kan derfor synes lidt tidligt, men processen med at afklare EUs målsætning for 2030 er allerede i fuld gang. Således blev der i marts fremlagt et forslag, som frem til juli er til diskussion, at EU i 2030 skal være nået 40% under niveauet i 1990.

Når det er vigtigt at få på plads nu, så er det for at EU i FNs forhandlinger kan fremstå med klart definerede klimamål, som kan nå at komme med i den store globale klimaaftale, som efter den køreplan som blev vedtaget på COP17 i Durban skal være forhandlet færdig til vedtagelse ved COP20 i Paris i december 2015.

Det kan lyde af en del at gå fra 20% til 40% på 10 år, men med den nuværende udvikling vil EU sandsynligvis allerede i 2020 være 27% under udledningerne i 1990, så man burde løfte overlæggeren til 50%.

Måske er man også nødt til at indse, at EU ikke er nogen homogen blok, men at man hvis EUs klimamål skal være en optimal ansporing for alle medlemslande, må kunne håndtere graduerede indsatser. Så måske et land som Polen, som har en tung kuløkonomi at transformere,  kunne “nøjes med” 40%, mens rigere og mere teknologisk avancerede lande som Tyskland, England, Frankrig, Holland, Belgien, Sverige og Danmark, kunne rykke op i en anden klasse, hvor omstillingen kørte i højere gear og ambitionsniveauet skulle op på 50% eller mere for at være fuldt udfordret. Det vil klart kræve flere investeringer, men det vil samtidig være det, som gør, at disse lande også om 10 og 20 år ligger i førerfeltet.

Med det vi i dag ved om klimaet, så er selv en klimaindsats, som bringer EU ned på 20% af 1990-niveauet i 2050, ikke tilstrækkeligt. Og med det vi ved fra den danske klimakommission, var det muligt at have alle fossile brændsler udfaset allerede i 2040.

Allerede EUs 2020-målsætning kunne sagtens være løftet til 30% – det er langt bedre at nå 29% og være godt på vej videre, end som nu allerede 5-6-7 år før 2020 at være i mål.

I klimamålsætningen indgår ikke kun de samlede reduktioner. For 2020-målsætningen var der ud over en reduktion på 20% en målsætning om at mindst 20% af energien skulle være fra vedvarende energikilder. I den fremlagte målsætning for 2030 er der lagt op til 40% reduktion og 30% andel af vedvarende energi. Her kunne man også med rimelighed løfte niveauet til 40% vedvarende energi, og med fordel løfte overliggeren yderligere for de lande, som allerede i dag er længst fremme i skoene. 

I det hele taget er der meget, som ikke er givet blot ved det samlede reduktionsmål. Tør EU stille sektorspecifikke krav om, at også udledningerne fra luftfarten skibsfarten og lastbiltrafikken følger med og kommer 20, 30 eller 40% under 1990? Det er jo områder som disse, som har tendens til at vokse selv for samfund, som det er lykkedes at få de samlede CO2-udledninger til at falde.

Og så er der hele spørgsmålet om, hvad der er medregnet. Får vi endelig indregnet den internationale skibsfart og luftfart? Får vi indregnet, at en stor del af vores vareproduktion er udflaget til lande som Kina og Indien?

Ved de seneste klimatopmøder har EU ikke haft samme fyrtårnsagtige fremtræden – i høj grad på grund af de store finansielle problemer i de sydeuropæiske lande, hvor gældsbyrden var blevet så stor, at centralbankerne sagde fra. De efterfølgende austerity-kur, hvor et i forvejen skrantende system skæres hårdt tilbage, er i stor ud gjort ud fra forestillinger om, at hvis den samlede gæld nåede over 90% af BNP, ville det være en alvorligt hæmmende faktor for økonomien. Men den artikel, som fremførte dette, har siden vist sig at rumme graverende regnefejl, så der overhovedet ikke er belæg for at det skulle hjælpe at føre en så stram finanspolitik, som man har gjort i Sydeuropa.

Nu lider EU så meget af old school-tænkning, at man ikke synes at have råd til omstilling til grøn økonomi, når krisen kradser. Man skulle én gang for alle indse, at den eneste farbare vej frem – og den eneste vej til vækst – er gennem investeringer i en bæredygtig fremtid. Og skulle vi stille krav til den støtte, som ydes de sydeuropæiske økonomier, så var det, at de systematisk blev brugt til omstilling til bæredygtighed. Der er masser af beskæftigelse i omstillingen til vedvarende energi, og i en tid, hvor der er brug for en hurtig afvikling af det fossile samfund, er det en falliterklæring for det europæiske projekt, at man ikke har formået at aktivere de alt for mange millioner af ledige hænder i det sydlige Europa.

Og så skulle man én gang for alle få givet EUs kvotesystem den overhaling, som det fortjener. Det marked er ikke lavet til ære for spekulanterne, men for at sikre fremtidens levevilkår. Og i den udstrækning det ikke fungerer på rent markedsmæssige vilkår – det er der hånden på hjertet ikke ret meget, der gør – må man lave en kurspleje, så de virksomheder, som deltager, har en reel økonomisk tilskyndelse til at lave de nødvendige omlægninger.

I sin tid havde man støtteopkøbsordninger for korn, fisk,smør og en række andre produkter, hvor opkøbsmekanismer gik i gang, hvis priserne tenderede mod at blive for lave, for at sikre en række centralt vedtagne mindstepriser.

Kvotesystemet var tilsvarende designet sådan, at man forventede en kurs på omkring 30 euro, men man kom rigtig dårligt fra start, og fik udleveret alt for mange gratis kvoter. Så kursen har længe ligget og rodet mellem 5-10 euro. Man burde her vedtage en gradvist stigende mindstepris og så sikre den gennem forskellige former for kurspleje.

Det mest pinlige er, at de forsøg, som med Connie Hedegaard i spidsen har været gjort her i foråret på at få EUs kvotesystem på ret køl igen, indtil nu har været nedstemt. Der er fastsat en ny afstemning til juli, men for mange medlemslande har kortsigtede gevinster ved at lade kvotesystemet sejle, så det er endnu lang fra givet, at vi får den nødvendige opretning. En regulær kvotepris er ikke kun vigtigt for EUs omstilling – og virksomhedernes sikkerhed for, at det kan betale sig at investere langsigtet i energieffektiviseringer og vedvarende energi. Det er også forbilledet for den globale klimaaftale, som er under vedtagelse. Her er der forudset en tilsvarende markedsbaseret ordning.

Ifølge Bloomberg New Energy Finance er gassen i EUs investeringer i vedvarende energi da også gået lidt af ballonen. De ligger 22% under året forud og på det laveste niveau siden 2009.¹

Den dag hvor kvoteprisen når op på blot 30 euro, vil sol- og vindenergi i en lang række situationer være billigere end de fossile brændstoffer, og en markant del af omstillingen ville gå helt af sig selv. Og når man ved, at hvert ton CO2 påfører samfundet og fremtiden udgifter, som ligger langt højere (se blog-indlægget Den fulde pris for CO2-udledninger), så er kvotesystemet ikke en favorisering af den vedvarende energi. Det er tværtimod en delvis tilbagebetaling af de kolossale afledte udgifter, som den fortsatte brug af fossile brændstoffer påfører os alle – og ikke mindst vores efterkommere.

I det hele taget er der i EUs klimapolitik en række udestående spørgsmål med global betydning, som står overfor afklaring. Dels har EU været tæt på at forbyde importen af den canadiske tar sand-olie. Ikke fordi den er fra Canada eller stammer fra tar sand – men fordi den qua sin udvinding giver uacceptabelt høje CO2-udledninger. EU er under massivt pres fra Canada for ikke at stemple den canadiske olie som det den er: stærkt forurenende.

Samtidig måtte EU i november midlertidigt indstille sin opkrævning af CO2-afgift for flyselskaber, som brugte europæiske lufthavne (se blog-indlægget EU indstiller CO2-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale). Det er indlysende nødvendigt, at en sådan afgift kommer på plads, og det har været direkte pinligt at se, hvordan amerikanske og kinesiske særinteresser har modsat sig en sådan ordning. Bolden er nu hos den internationale luftfartsorganisation ICAO. Men det er lige nu ret usandsynligt, at man når at få en internationale aftale på plads inden for det år, EU har indvilliget i ikke at opkræve afgift for luftfarten, for at give plads for en international aftale.

Se tidligere blog-indlæg: Førstehjælp til det europæiske kvotesystem, Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Sir Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, Vi kan skære 90% af CO2-udledningen – og spare 13 mia.CO2-regulering af europæisk luftfart fra 2012Californien indfører CO2-kvotesystem og Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning.

John Parnell: EU: 2030 climate policy must address global UN deal, RTCC 23.05.2013.

John Parnell: Ministers urge long term fix for EU climate policy, RTCC 08.05.2013.

Ethan Zindler: Weakest quarter for clean energy investment since 2009, Bloomberg New Energy Finance 15.04.2013.¹

John Parnell: EU climate ambition at stake in ETS vote warn ministers, RTCC 15.04.2013.

Latest reaction: EU 2030 climate targets, RTCC 28.03.2013.

John Parnell: EU proposes 40% emissions cut for 2030, RTCC 27.03.3013.

Green Paper. A 2030 framework for climate and energy policies, Europakommissionen, 27.03.2013 (pdf).

Ellen Ø. Andersen og Jakob Hide Beim: Connie Hedegaard kræver nye klimamål for EU, Politiken 06.11.2012.

 

Strøtanker om bæredygtighed

En overvældende klimakonsensus

En gruppe mennesker omkring The Consensus Project har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse,¹ som netop er offentliggjort i Environmental Research Letters, hvor de ser på klimavidenskabmændene m/ks holdninger til, om klimaforandringer er menneskeskabte.

Det sker gennem en omfattende undersøgelse af abstracts fra artikler om klimaforskning, offentliggjort i peer reviewede tidsskrifter i perioden 1991-2011. I alt 11 .944 abstracts er vurderet og fordelt i forskellige kategorier ud fra, om det pågældende abstract indeholdt “explicit or implicit endorsement of human-caused global warming, no opinion, and implicit or explicit rejection or minimization of the human influence”.

Til trods for det billede, som klimafornægtelsesindustrien ønsker at fremme, så har der i klimaforskningskredse i snart flere årtier været en udtalt konsensus om, at klimaforandringer er overvejende menneskeskabte, så en ganske stor del af artiklerne (66,4%) forholder sig slet ikke til dette spørgsmål i deres abstract, men må formodes at tage det for givet. Men omkring 4.000 af de undersøgte abstracts forholder sig aktivt til, at klimaforandringer var menneskeskabte, og af disse medgiver den altovervejende del (32,6%), at klimaforandringer er menneskeskabte, mens kun en meget lille del afviser dette (0,7%) eller siger at det er uvist (0,3%). Dette fører til konklusionen, at 97,1% af alle abstracts, som forholdt sig til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.

I en anden del af undersøgelsen blev forfatterne til undersøgelserne spurgt om selv at vurdere deres undersøgelser. Her var der flere, som tog stilling (35,5% som ikke gjorde). Og her var der 97,2% af dem som tog stilling til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.

I begge dele af undersøgelsen var der i løbet af perioden en stigende del af artiklerne, som erkendte, at klimaforandringer er menneskeskabte.

Man skal ikke forstå de 97,1% og 97,2% sådan, at der så var knapt tre procent af artiklerne som afviste, at der var tale om menneskeskabt opvarmning. Tværtimod var der i første del kun 0,6% (12 artikler) som markerede, at klimaforandringer ikke var menneskeskabte, mens der i undersøgelsens anden del, hvor forskerne blev spurgt direkte, var 1,8% (39 artikler) som afviste, at klimaforandringer var menneskeskabte – ud af et volumen på næsten 12.000 artikler.

 


.
Herover kan man høre undersøgelsens hovedforfatter John Cook fortælle lidt om baggrunden for undersøgelsen. Han siger med et glimt i øjet, at det, som klimafornægterne insinuerer er tilfældet – at få 10.000 videnskabsmænd m/k og 2.000 peer reviewede tidsskrifter til at indgå samme konspiratoriske komplot – ville være en bedrift langt større end at sende en bemandet rumsonde til månen. Cook et al.s undrsøgelse ligger i forlængelse af Naomi Oreskes’ undersøgelse fra 2004, hvor hun undersøgte 928 peer-reviewede klimaartikler fra årene 1993-2003 og ikke fandt en eneste, som gik imod det forhold, at global opvarmning var menneskeskabt.

Endda fortsætter klimafornægtelsen ufortrødent, og vi må indse, at der er to hovedårsager hertil. Dels er der den fossile industris direkte økonomiske interesse i at tkunne fortsætte som om der ikke var nogen klimaeffekt af fortsat at pumpe millioner af tons af CO2 ud i atmosfæren – vi kunne alle i et svagt øjeblik drømme om, at det viste sig ikke at være så galt fat endda. Det ændrer blot ikke ved fakta. Dels er der en række psykologiske faktorer – at det for nogle er styrkende for egoet at være enspænder, at være en Rasmus Modsat. Og når så samtidig den fossile industri så rigeligt belønner sådanne træk – disse menneskers virke bliver støtte af den fossile industri med et uhyggeligt antal milliarder i – så har vi den nuværende situation, hvor fornægtelsen til trods for den videnskabelige konsensus stortrives, ikke mindst i USA og England, hvor mange af de største fossile virksomheder holder til.
.


.
Herover kan man høre Will Storr, forfatter til bogen The Heretics: Adventures with the Enemies of Science,  fortælle om sit møde med en af de kroniske klimafornægtere, engelske Lord Monckton, som tro mod sin fornægtelse end ikke er rigtig Lord.

Videnskaben har altid levet af hvad man kunne kalde den begavede dissens, at man hele tiden gennem at genafprøve og stille fornyede spørgsmål til den etablerede viden forfinede forståelsen. Men det har ikke altid fungeret lige godt, Galilei for eksempel måtte afsværge sin indsigt overfor en katolsk kirke, som følte sin magtpositions absoluthed.

Nogle af de mest hårdnakkede klimafornægtere identificerer sig med skikkelser som Galilei, som eneren som heroisk må kæmpe mod overmagten. De ser dårligt, at de faktisk nærmere påtager sig rollen som inkvisitionen – som dem som søger at opretholde den hidtidige orden, hvor olieselskaberne var the good guys, som skaffede mad til hele det industrielle samfund.

Man er derfor nok nødt til at indse, at der er flere slags fornægtelse. Dels en kold kynisk fornægtelse, som det ikke gavner at gå i dialog med, og hvor dialogen (eller blot forsøget derpå) som Will Storr påpeger det i videoen, faktisk kun giver en form for psykologisk opmærksomhed, som klimasagen var bedre foruden. For denne kategori af fornægtere har indset, at der er tale om en stor konspiration af alt det grimme, de kender. Klimasagen og dens videnskabsmænd og fortalere bliver for klimafornægteren, hvad de andre er for racisterne og jøderne for nazisterne.

Dels en fornægtelse, hvor mennesker i apati over de dommedagsprofetier, som pressen har det med at excellere i uden at give svar på, hvordan vi overkommer faren. Her er der ikke tale om mennesker, som direkte eller indirekte er betalt af den fossile industri for at skabe støj i forhold til den fremvoksende klima-konsensus. Her er der, som Anne er inde på, basis for dialog. Her vil en fornyet viden, særligt koblet med viden om, hvad man kan gøre for at ændre de ubærlige worst case-scenarier, være med til at skabe en position, hvor man vedkender sig klimaudfordringen, lærer at leve med den og tage en række konsekvenser af den.

I (tror jeg nok) december 2010 barslede Concito med en opgørelse af danskernes samlede CO2-fodaftryk, som dels viste sig at ligge langt højere end hidtil antaget (fordi man medregnede også alt det, som sker i forbindelse med vores forbrug og ageren uden for landets grænser). Men samtidig fandt Concito, at vi gennem vores forbrugsvalg havde indflydelse på hele 80% af vores samlede CO2-fodaftryk. Ikke at vi kunne fjerne de 80%, men at det for størstedelen af vores fodaftryk var muligt at gøre en markant forskel.

Concito lagde dermed op til at vi skulle gentænke vores klimastrategier, som i måske alt for høj grad bygger på, hvad de store systemer bør og skal, samtidig med at den frifinder individet, familien, virksomheden, lokalsamfundet. Svaret er ikke bare, at det er bottom up i stedet for top down. Men som vi ser Københavns Kommunes klimastrategi, så har den i alt for høj grad fokuseret på, hvad den kan gøre for borgerne og i alt for lille udstrækning gjort sig klart, hvad den er nødt til at gøre med borgerne.

Som individ kan vi ikke løse de store rammevilkårsproblemer, men kan skabe en politisk forståelse for, at vores politikere påtager sig ansvaret. Som FN klimaorganisation kan man ikke håndtere de mange enkeltvalg, som tilsammen afgør vores klimafodaftryk, men man kan skabe de rammevilkår, som bedst muligt befordrer hensigtsmæssige forbrugsmønstre. Vi mangler her at skabe en klarere strategisk forståelse af, hvad der er den naturlige opgave for hvert enkelt niveau: individet, familien, lokalsamfundet, virksomheden, kommunen, regionen, staten, osv. Den dag, vi har etableret en sådan forståelse, bliver opgaven meget enklere, og meget lettere at se i øjnene – og der er ikke brug for at fornægte.

Se flere blog-indlæg om klimafornægtelse.

Suzanne Goldenberg: Climate research nearly unanimous on human causes, survey finds, The Guardian 16.05.2013.

John Cook et al.: Quantifying the consensus on anthropogenic global warming in the scientific literature, Environmental Research Letters 15.05.2013.¹

Alex Kirby: New study confirms science consensus on climate change, RTCC 15.05.2013.

James West: 97 Percent of Climate Scientists Can’t Be Wrong, Mother Jones 16.05.2013.

Dana Nuccitelli & John Cook: Skeptical Science Study Finds 97% Consensus on Human-Caused Global Warming in the Peer-Reviewed Literature, Sceptical Science 16.05.2013.

Joe Romm: Obama Tweets Study Of 97% Scientific Consensus On Manmade Warming, WashPost Confused On What That Means, Climate Progress 18.05.2103.

 

Strøtanker om bæredygtighed

Japan igen på A-kraft XII – optegnelser maj 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser maj 2013

1. maj – Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud 
2. maj – Igen tid for ‘Cool Biz’ 
3. maj – NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase 
4. maj – Risplantning igen efter to års moratorium 
5. maj – Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk 

6. maj – Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet 
7. maj – Japansk fiflen med klimaindsatsen 
8. maj – Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk 
9. maj – TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet 
11. maj – 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi 

12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 
12. maj – LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget 
13. maj – Den vedvarende energiudfordring 
13. april – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet 
14. maj – Hamaoka-værket i gabestokken 

15. maj – reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken 
15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken 

Se Fukushima links for maj 2013.

 

 

1. maj – Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud

Det japanske regnskabsår løber fra primo april til ultimo marts, og den seneste runde af regnskaber fra forsyningsselskaberne er blodig læsning.

Tekst på vej …

Tepco reports ¥685 billion net loss for 2012 as redress claims take toll, (Kyodo) Japan Times 01.05.2013.

Takashi Ebuchi, Mari Fujisaki & Yuriko Suzuki: TEPCO, 7 other utilities post combined loss of 1.6 trillion yen, Asahi Shimbun 01.05.2013.

Kansai, Kyushu utilities raise household electricity rates, Mainichi 01.05.2013.

Kansai, Kyushu utilities raise prices on households to offset fuel costs, (Kyodo) Japan Times 02.05.2013.

 

 

2. maj – Igen tid for ‘Cool Biz’

Tekst på vej …

Cool Biz starts for another summer, (Kyodo) Japan Times 02.05.2013.

 

 

3. maj – NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase

Det har været diskuteret ganske intenst, om allerede jordskælvet 9. marts 2011 satte reaktorerne ved Fukushima Daiichi-værket i knæ, eller om det var den ekstraordinært store tsunami, som forårsagede den standsning af kølingen, som i løbet af de kommende døgn første til tre reaktornedsmeltninger?

Det kan umiddelbart synes som et teoretisk spørgsmål – skaden er sket, og det vigtigste er at få ryddet op. Men når A-kraft industrien og værkets ejer TEPCO kategorisk har afvist, at jordskælvet havde nogen direkte rolle, så hænger det sammen med, at hvis det var tilfældet, så ville man stå overfor skærpelser af dimensioneringskravene, som i langt højere grad ville gælde for samtlige Japans atomkraftværker. For jordskælvet var ikke specielt voldsomt ved Fukushima Daiichi, og jordskælv af tilsvarende styrke vil med stor sandsynlighed optræde hyppigt mange steder i landet. Hvorimod tsunamien var af en stærrelse, som kun formodes at optræde med flere hundrede års mellemrum.

Det er derfor med en vis spænding, at den nyetablerede sikkerhedsinstans NRA nu indleder en undersøgelse af forholdene.

Jin Nishikawa: Nuclear watchdog to answer unresolved questions about Fukushima disaster, Asahi Shimbun 02.05.2013.

NRA to open new study on role 3/11 quake played in damaging No. 1 plant, (Kyodo) Japan Times 03.05.2013.

 

 

4. maj – Risplantning igen efter to års moratorium

Risdyrkningen kræver en høj grad af koordinering mellem de enkelte bønder, for at vandingssystemerne opretholdes, og gennem tiderne har der været knyttet fejringer og ceremonier til dens vigtigste faser, fra udplantningen i foråret til høsten ud på efteråret. Risen og dens årscyklus er således helt central i den japanske hverdag, og når man som konsekvens af Fukushima-katastrofen må indstille risdyrkningen, er man inde at rode i selve fundamentet.

Derfor er det glædeligt, at man i Hirono, Futaba, hvor man i de forudgående to år har undladt at dyrke ris, igen har kunnet plante ris ud. Risene sættes til forspiring, når de vilde kirsebær blomstrer, og plantes ud i markerne, når frøerne starter deres kvækken – og det er altså nu.

Der er håb om, at høsten vil være spiselig efter at stort set alle prøver fra området sidste år viste niveauer under den grænse på 10 becquerel, som den japanske regering har fastlagt for alle fødevarer. 

Fukushima farmers plant rice after 2-year self-imposed ban, Mainichi 04.05.2013.

 

 

5. maj – Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk

På sin rundrejse i Mellemøsten underskrev Shinso Abe i går en aftale med Tyrkiet om at levere Tyrkiets andet atomkraftværk med i alt fire reaktorer i Sinop ved Tyrkiets Sortehavskyst. Leverancen er et fransk-japansk samarbejde og den første aftale af sin art, som er kommet i stand efter Fukushima-katastrofen for mere end to år siden. Som del af aftalen skal japanske eksperter også hjælpe med at finde en egnet placering for landets tredje atomkraftværk. Så det blev en stor dag for den japanske A-kraft-industri.

Dagen forud underkrev Abe i Abu Dhabi en samarbejdssaftale. Abu Dhabi er ved at etablere atomkraft, men her har et sydkoreansk konsortium vundet opgaven. 

Abes rundtur startede i Saudi-Arabien, hvor han fik bekræftet intentionen om at holde stabile priser på råolien på verdensmarkedet. Selv da Japan inden Fukushima-katastrofen havde mere end 50 reaktorer i gang, dækkede de kun omkring 25% af landets energiforsyning, og størstedelen af resten er gas, kul og olie. Så Japan er i ekstrem grad afhængig af importeret energi. Og Japan har i de seneste to år betalt meget dyrt for den ekstra energi, først og fremmest flydende gas, som man har måttet importere for at kompensere for de standsede reaktorer.

Saudi-Arabien har også planer om at etablere A-kraft – og er foreløbig i samarbejde med et koreansk konsortium i gang med at opføre de første to af fire planlagte reaktorer. Abe underskev i Saudi-Arabien en samarbejdsaftale om fremtidige leverancer af teknologi og udstyr til A-kraftværker.

Takao Yamada har i en artikel i mainichi en række interessante betragtninger om det dobbeltmoralske i den japanske eksport af A-kraft-anlæg. Hans artikel slutter:

“I finished Funabashi’s book and turned on the TV, and was greeted by the image of Prime Minister Shinzo Abe. He was in Turkey, announcing Japan had been given preferential negotiating rights for nuclear reactor exports to that country.

‘We will share the lessons we’ve learned from the (Fukushima) disaster with the world,’ Abe was saying. So what is the greatest lesson we’ve learned from the Fukushima crisis? In my mind, it’s that nuclear power has two faces. It can spawn great prosperity, but can sometimes also rob us of our nation’s land. Within Japan, we look upon the Fukushima meltdowns with disgust and are groping our way toward a non-nuclear future. In the Middle East, Japan treats nuclear power as a business, putting profit first. This looks like a case of double-dealing, and does not suit a country with such moral influence as the postwar ‘new country’ of Japan.”

Ligeså meget som jeg elsker Tyrkiet og lige igen har været på ferie dernede, så er jeg alt andet end tryg ved en tyrkisk sikkerhedskultur – det er på godt og ondt smutvejenes og de lette løsningers land.

En leder i Japan Times påpeger 12. maj, at det stadig er langt fra afklaret, hvad som førte til fukushima-katastrofen, og at det på den baggrund er dybt problematisk, at Abe aktivt går ud at sælge japansk A-kraft-teknologi. Ved at promovere A-kraft i mellemøst-området risikerer man samtidig, at flere lande vælger at udvikle egne atomvåben. Hvis for eksempel Iran står med egne bomber, er det meget sandsynligt, at Saudi-Arabien vil forsøge ligeledes at udvikle atombomber. Så det er ganske paradoksalt og dybt problematisk, at Japan med sin konstitionelle antiatomkraft-politik nu pusker atomkraftværker (og dermed adgang til plutonium) i en af verdens mest urolige regioner.

Abe leaves for Russia on four-nation trip, Mainichi 28.04.2013.

Japan, Saudi Arabia to start preliminary talks for nuclear pact, (Kyodo) Mainichi 01.05.2013.

PM Abe vows to promote Japan nuclear infrastructure exports to Mideast, (Kyodo) Mainichi 02.05.2013.

Abe clinches nuclear technology deal with Abu Dhabi, (AFP, Jiji) Japan Times 03.05.2013.

Japan, Turkey ink $ 22 billion nuclear plant deal, (AFP, Jiji) Japan Times 04.05.2013.

Japan vows ‘high safety’ for Turkish reactor, (AP) Mainichi 04.05.2013.

Takao Yamada: Japan losing its moral compass with nuclear reactor exports, Mainichi 06.05.2013.

Mark Halber: Realpolitik: Japan trades nuclear tech to Middle East in exchange for oil, SmartPlanet 13.05.2013.

Export of nuclear technology, (leder) Japan Times 14.05.2013.

 

 

6. maj – Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet

Tekst på vej …

Sachi Matsumoto, Momoko Jingu & Tamiyuki Kihara: Crooked Cleanup: Yakuza taking slice of lucrative decontamination work, Asahi Shimbun 06.05.2013.

Jake Adelsten: Yakuza links put nation at added nuclear risk, Japan Times 05.05.2013.

 

 

7. maj – Japansk fiflen med klimaindsatsen

Den japanske klimaindsats, som i forvejen var alt for snævert hægtet op på udbygningen af A-kraften, har med Fukushima-katastrofen og den efterfølgende standsning af stort set alle landets reaktorer stort set brudt sammen. Abe-regeringen har derfor nulstillet de hidtidige klimamålsætninger, ligesom Japan har trukket sigaf anden fase af Kyoto-aftalen, selvom den er blevet til på japansk grund.

For at pynte lidt på situationen vil man nu til at medregne klimagevinsten i udviklingslande i Asien og Afrika, som er kommet i stand gennem teknisk assistance fra Japan i en såkaldt “bilateral offset credit mechanism”.

Det kommer man nu nok ikke langt med i det internationale samfund, for hvis både de lande, som leverer en klima-knowhow og de lande, som benytter den til at reducere deres klimapåvirkning medregner samme reduktioner, bryder systemet sammen.

Samtidig med, at det er vigtigt, at denne teknologi-eksport finder sted, så verdens samlede teknologiske formåen i videst mulige udstrækning stilles til rådighed for hele verden, så kan det aldrig blive nogen erstatning for, at de mest udviklede lande får ryddet grundt op på hjemmefronten.  

Japan to promote new framework for pursuing greenhouse gas cuts, Mainichi 06.05.2013.

 

 

8. maj – Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk

Atomic Energy Society of Japan, AESJ, har siden 2006 lavet en årlig måling af holdninger til A-kraften blandt sine medlemmer, og siden 2007 i den japanske befolkning. Og hvor i foråret 2006 86% af eksperterne var “comfortable” eller”somewhat comfortable” med A-kraften, så faldt tallet efter Fukushima-katastrofen i 2011 til 62%. i 2012-undersøgelsen (som netop er fremlagt) er dette tal igen øget til 69,9%.

På spørgsmålet, om Japan skal bevare A-kraften, svarede 92% af ASEJs medlemmer bekræftende. Dette er næsten på højde med præ-Fukushima-niveauet på 95%, og 6,6% højere end tallet for 2011. Så selv en katastrofe som den ved Fukushima daiichi får ikke eksperterne til at tvivle på A-kraftens lyksaligheder.

Heroverfor er det tankevækkende, at kun 25% et repræsentativt udvalg af befolkningen i Tokyu-området ”agreed” eller “somewhat agreed”, at Japan fortsat skulle have A-kraft.

Endda står Japan i dag med en regering, som aktivt promoverer gensetableringen af A-kraften.

70% of nuclear experts still ‘comfortable’ with atomic power: survey, Mainichi 08.05.2013.

 

 

9. maj – TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet

Et af de stående problemer ved Fukushimma-værket er de store mængder af radioaktivt vand, som til stadighed produceres. Hver dag kommer der omkring 400 ton yderligere, som værkets ejer TEPCO ikke bare kan smide væk. En stor del af dette vand er indsivende grundvand. Man har derfor prøvet at bore en række brønde omkring de nedsmeltede reaktorer, for om muligt at hente vandet op her, inden det kommer i kontakt med de højradioaktive tilstande umiddelbart nær reaktorerne, og håber ad denne vej at kunne mindske mængderne af indsivende vand med omkring 100 ton pr. dag.

TEPCO søger nu at vinde forståelse for, at man kan udlede dette vand i Stillehavet med den begrundelse, at radioaktiviteten ikke er større end i de omkringliggende floder. TEPCO skylder blot at sige, at radiokativiteten i de omkringliggende floder faktisk er unormalt høj på grund af strålingen fra Fukushima-katastrofen. Så det er et rigtig dårligt argument.

Pragmatisk set ville man ved at lade de store mængder lavradioaktivt vand sive langsomt i havet kunne lade det fortynde dertil, at det var “umåleligt”. Men principielt er det et skråplan, og fiskerne langs Tohukus østkyst vil givet også protestere højlydt. De har stået på land i mere end to år nu uden at kunne genoptage fiskeriet, da niveuaerne i de løbende stikprøver stadig er langt over den fastlagte grænseværdi. Og for dem er enhver ny dosis radioaktivitet medvirkende til at forurene deres fiskefarvande og forsinke genoptagelsen af kystfiskeriet.

Efter et møde med fiskerne mandag den 13. nåede man da heller ikke til enighed med fiskerne, som ikke kunne billige TEPCOs planer. 

Sandsynligvis kommer TEPCO således til i de kommende år skulle håndtere de stadig større mængder af radioaktivitet  på selve området. 400 ton vand i døgnet bliver over tid til enorme mængder, og man er ved at vågne til, at der ikke er noget, som hedder væk, at ingen vil være vært for affaldet, at man står i sit eget lort til halsen.

TEPCO to dump groundwater to ease crisis at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 08.05.2013.

Tepco eyes dumping groundwater, (Kyodo) Japan Times 09.05.2013.

TEPCO seeks approval over dumping groundwater from Fukushima plant, Mainichi 13.05.2013.

David Pacchioli: Seafood Safety and Policy, Oceanus 06.05.2013.

‘Absurd’: Intentionally dumping Fukushima nuclear material into ocean from land “is not considered dumping” – Allowed under international law? Energy News 14.05.2013.

Shunsuke Kimura & Takemichi Nishibori: Fisheries officials uneasy at TEPCO plan to release groundwater, Asahi Shimbun 13.05.2013.

 

 

11. maj – 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi

Tre arbejdsbureauer i Nagasaki har fået en reprimande, efter at de har leveret 500 arbejdere til oprydningsarbejdet ved det katastroferamte Fukushima Daiichi-værk. Det er der ikke i sig selv noget forkert i, men de 500 arbejdere var ikke ved deres kontrakt blevet gjort klart, at de kunne risikere at komme til at deltage i oprydningsarbejdet ved det stærkt strålingsplagede værk. Samtidig har der været flere tilfælde af underbetaling.

En af grundene til, at TEPCOs oprydningsarbejde fører til stribevis af småfejl, er, at arbejdet er lavkastearbejde, som underbetales og som ud over den umiddelbare sundhedsrisiko har en særdeles lav status. Så der er en stadig udskiftning og ganske stor risiko for, at noget går galt.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Toshio Tada: Labor ministry disciplines 3 worker dispatch companies, Asahi Shimbun 11.05.2013.

Nagasaki firms warned for sending workers to stricken nuke plant, (Kyodo) Japan Times 12.05.2013.

 

 

12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA har bedt Oi-værkets ejer KEPCO om at foretage yderligere undersøgelser i lyset af mistanken om, at undergrunden under værket er belastet af et system af foldelinjer.

Oi-værkets reaktor 3 og 4 er de eneste to i dag kørende reaktorer i Japan. Ved deres genstart sidste sommer blev snit i undegrunden nær reaktorene ganske komfortabelt udelukket fra det materiale, som ligger til grund for det lokale bystyres avccept af genstarten.

Men fra mange sider er der rejst tvivl om undergrundens stabilitet, hvilket KEPCO dog har kategorisk afvist. NRA har derfor pålagt KEPCO at forholde sig til situationen som om det var en reel trussel.

Hvis disse foldelinjer erklæres for aktive, vil det kunne føre til krav om radikalt forøgede krav til bygnings- og rørdimensionering. Og hvis den særlige foldelinje, som løber tæt under reaktor 3 og 4 ender med at blive erklæret for aktiv, vil der ikke være nogen anden udvej end at lukke reaktorerne, da det ifølge japansk lov er forbudt at placere vigtig infrastruktur umiddelbart over aktive foldelinjer, hvor bevægelser i jordskorpen kan blive særligt voldsomme. 

indlæg oprettet af Jens Hvass

NRA asks Kepco to recheck Oi safety, (Kyodo) Japan Times 12.05.2013.

 

 

12. maj – LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget

I et udkast til valggrundlaget for det kommende valg til overhuset siger regeringspartiet LDP nu langt mere klart end ved valget til underhuset i december, at man (LDP) vil “restart (reactors) under its own responsibility once it obtains the understanding of local authorities and after the Nuclear Regulatory Authority judges them safe.”

Dermed ønsker LDP i princippet at genstarte så mange som muligt (i forhold til sikkerhed og lokal accept) uden at forholde sig til, hvor mange reaktorer Japan behøver genstarte, og hvad man energipolitisk ønsker sig på bare lidt længere sigt.

Hvor LDP op til valget til underhuset var særdels valen i sine markeringer omkring A-kraften, er man således nu mere præcis i sin tilslutning til at få den japanske A-kraft på benene igen hurtigst muligt.

Men modstanden er stadig bastant i befolkningen, og man siger meget lidt om, hvordan man vil sikre sig befolkningens – lokalregeringernes – tilslutning. Der tegner sig således gradvist et billede af endeløse positionskampe for mere eller mindre hver eneste reaktor, hvor én del er det teknisk sikkerhedsmæssige, mens en anden væsentlig barriere ligger i at vinde lokal accept af genstarten.

indlæg oprettet af Jens Hvass

LDP campaign platform seeks nuclear restart, economic revival, Mainichi 11.05.2013.

LDP locks sights on reactors, Constitution, (Kyodo) Japan Times 12.05.2013.

 

 

13. maj – Den vedvarende energiudfordring

I en leder i dag i Japan Times bliver det påpeget, at alle verdens førende økonomier i dag energipolitisk set ganske aktivt forfølger udviklingen af vedvarende energi, og man enten har indført et CO2-afgiftssystem, eller er i færd med at gøre det – altså lige med undtagelse af Japan. Klimapolitisk har Japan efter Fukushima-katastrofens udbrud for godt to år siden fuldstændig smidt tømmerne. De klima- og energipolitiske målsætninger, man havde, har man skrottet, og

I Fukushima-katastrofens skygge var der ellers ansatser til, at Japan tog sig sammen og tog fat på en målrettet omlægning til et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energiklider. Og man havde i stor udstrækning den nødvendige folkelige opbakning til over en årrække at udfase reaktorerne og få gang i sol, vind og geotermi.

Men det synes som om penduelt er tilbage, hvor det var før Fukushima – industrien og vanetænkningen er ved at presse landet tilbage på en kurs, hvor A-kraften er den primære energikilde.

Inden sin afsked fik Naoto Kan gennemtrumfet en feed in-tarif-ordning, som har givet en opblomstring for ikke mindst solcelleanlæg. Men som lederen påpeger, så kommer vedvarende energianlæg ikke bare af sig selv – jorden skal gødes for, at vindkraften for alvor vinder frem. Og det kræver en planlægning, som man ikke bare kan overlade til det frie marked.

Mere …..

indlæg oprettet af Jens Hvass

Renewable energy policy, (leder) Japan Times 13.05.2013.

 

 

13. april – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet

En undersøgelse af cæsium-niveauet i den lille ferskvansfisk ayu, som over alt i Japan er en skattet sommerspise, viser, at den luftbårne forurening er nået ganske langt omkring. Det maksimale strålingsniveau for fødevarer er fastlagt til 100 becquerel pr. kg, hvilket svarer til, at niveauet i fisk fanget i det orange og råde område gennemsnitligt er over grænsværdien, mens niveauerne i de gule og grønne områder er let forhøjede, men stadig tilladt at spise.

Hvis man sammenholder det med niveauerne for fisk fanget i havmiljøet, bliver det klart, at forureningen til havsiden er langt mere massiv og stadig i stor udstrækning finder sted gennem udsivninger fra de nedsmeltede reaktorer, hvor den luftbårne radioaktivitet i de mellemliggende godt to år siden Fukushima-katastrofens udbrud er faldet markant. Langt størstedelen af forureningen over land stammer således fra de første dage efter nedsmeltningerne.

Undersøgelsen er allerede godt et år gammel, og med den stadig udtømning i havet, den nu lave luftbårne tilførsel og cæsium 137s relativt hurtige halveringstid må man formode, at man igen kan spise ayu fra alle vandsystemer bortset fra dem allernærmest Fukushima daiichi-værket, hvorfra udstrålingen fortsat står på.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Yuko Takeo: How Fukushima Contamination May Have Spread via Waterways, Wall Street Journal 13.05.2013.

Toshiaki Mizuno & Hideya Kubo: Overview of active cesium contamination of freshwater fish in Fukushima and Eastern Japan, Nature 13.03.2012.

 

 

14. maj – Hamaoka-værket i gabestokken

Otte borgmestre omkring Hamaoka-værket har markeret, at de er imod genstarten af Hamaoka-værket. Nogle begrunder det med stadigt manglende sikkershedsmæssige afklaringer, mens andre klart markerer, at de vil modsætte sig genstarten selv hvis værket får sin godkendelse fra NRA.

Hamaoka-værket blev kort efter Fukushima-katastrofens udbrud beordret lukket, da det stod klart, at det er alvorligt fejlplaceret lige på overgangen mellem tre store tektoniske plader, og at risikoen for et stort, ødelæggende jordskælv på stedet er meget høj. Siden har værket igangsat store beskyttelsesarbejder på stedet. Man burde her have afventet en egentlig energipolitisk afklaring, om Japan har brug for et værk på dette sted, for nøgternt set var den bedste løsning, at

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mayors of municipalities near idled Hamaoka nuke plant oppose reactivation, Mainichi 14.05.2013.

 

 

15. maj – Reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken

Det har været klart nogen tid, at det kunne komme hertil, men i en rapport i dag erklærer NRA, at Tsuruga-værkets reaktor 2 er placeret umiddelbart over en aktiv foldelinje. Hermed er det så godt som givet, at reaktoren ikke bliver genstartet, men skal demonteres.

En sådan beslutning har ganske voldsomme økonomiske konsekvenser for ejeren af værket, som ikke bare får fjernet en ganske lukrativ forretning (selve driften af et A-kraftværk koster fosvindende i forhold til indtjeningen fra energiproduktionen), men får fremrykket de ganske omfattende omkostninger til at afvikle værket.  Der vil givet vække massiv modstand fra værkets ejer, som da også allerede har markeret sin utilfredshed med afgørelse, og at man agter at forfølge alle muligheder for at få afgørelsen omstødt. 

Hvis det fastholdes, at reaktoren dømmes til at skulle lukkes, kan man efterfølgende meget vel forestille sig endog meget langvarige retslige efterspil, om værkets ejer, JAPC, Japan Atomic Power Company, er berettiget til en form for kompensation i og med at man opfyldte de sikkerhedsmæssige krav som var stillet, da reaktoren i sin tid blev opført, og at ansvaret for fejlplaceringen ikke alene falder på værkets ejer.

Men fakta er, at NRA med reaktor 2 ved Tsuruga-værket af sikkerhedsmæssige grunde har dømt den første reaktor ude. Hvis det politiske system herefter ud fra økonomiske grunde (og et massivt pres fra industrien og forsyninsselskaberne) vælger endda at lade den fortsætte, har man underkendt den kontrolinstans, som man har oprettet for at genvinde klarhed, transparens og konsekvens i varetagelsen af sikkerheden omkring de japanske atomkraftværker. Og man vil står med en endnu dårligere sag overfor en befolkning, som helst så A-kraften afvilket.

JAPC står hermed i en meget vanskelig situation, da dets to andre reaktorer (den ene ved Tsuruga-værket, den anden ved Tokai nr. 2) også står overfor store vanskeligheder med at få tilladelse til genstart, dels på grund af deres alder, dels på grund af den lokale befolknings modstand. JAPC er hovedsageligt ejet af fire forsyningsselskaber, som ad denne vej i fællesskab har forestået opførelsen af nye reaktorer.

Alene TEPCO har 28% af JAPC, så lukning af JAPCs reaktorer vil give nye problemer for TEPCOs i forvejen smadrede økonomi. KEPCO har 19%, Chubu Electric 15%, Hokuriku Electric 13%, Tohoku Electric 6% og Electric Power Development Co. 5%, mens Kyushu Electric Power Co. og Chugoku Electric Power Co. hver har godt 1% af JAPC.

Japans forsyningsselskaber er allerede alvorligt i knæ efter at have måttet holde et halvt hundre reaktorer standset i omkring to år. Èn ting er, at det er ganske kostbart at få reaktorerne til at opfylde NRAs nye sikkerhedskrav. Men hvis hele den sikkerhedsmæssige opgraderingsproces, som NRA er sat til at forestå, ender med, at et stort antal af reaktorerne aldrig kom igang igen, vil mange af dem stå overfor økonomisk kollaps. Man har simpelthen ikke sat tilstrækkelige ressourcer til side til fra dag til dag at kunne afvikle en reaktor.

Man ved faktisk dårligt nok hvordan man gør det, og problemerne med håndteringen af det radioaktive affald er endnu langt fra løst. Der er faktisk uhyggeligt mange ting, man ikke rigtigt tænkte klart igennem, da man i sin tid kom på, at det var en god idé at opføre atomkraftværker. 

indlæg oprettet af Jens Hvass

Tsuruga mayor to NRA: Don’t rush to judgment on fault under reactor, (Kyodo) Japan Times 14.05.2013.

Panel concludes Tsuruga nuclear reactor sits above active fault, (Kyodo) Mainichi 15.05.2013.

NRA: Active fault lies below Tsuruga nuke reactor – decommissioning likely, Asahi Shimbun 15.05.2013.

Risa Maeda and Aaron Sheldrick: Japan takes first step to a permanent reactor shutdown after Fukushima, Reuters 15.05.2013.

Kazuaki Nagata: Fault under reactor at Tsuruga active: NRA, Japan Times 16.05.2013.

Kazuaki Nagata: Japan Atomic Power calls NRA determination of active fault unfair, Japan Times 16.05.2013.

Troubled Tsuruga reactor could force utilities to shoulder enormous financial burdens, Mainichi 16.05.2013.

Tsuyoshi Inajima & Yuji Okada: Japan’s Nuclear Watchdog Shows Its Bark Has Some Bite: Energy, Bloomberg 16.05.2013.

 

 

15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken

NRA synes tæt på at nægte oparbejnings-reaktoren ved Monju genstart efter at i deres øjne graverende brist i forvaltningen af værkets sikkerhed er kommet for dagen.

Tekst på vej … 

 

indlæg oprettet af Jens Hvass

Nuclear authority not to allow restart of Monju reactor, (Kyodo) Japan Times 13.05.2013.

Hideki Muroya: Monju reactor faces long-term suspension over lax safety system, Asahi Shimbun 13.05.2013.

NRA wants Monju to remain shut down, (Kyodo mv.) Japan Times 14.05.2013.

Monju fast-breeder reactor program should be terminated, (leder) Asahi Shimbun 14.05.2013.

Jun Hongo: Monju: Generating only misfortune, Japan Times 15.05.2013.

No choice but to decommission prototype fast-breeder reactor Monju, (leder) Mainichi 16.05.2013.

Mari Fujisaki & Takashi Ebuchi: NRA finding puts Japan Atomic Power on cusp of crisis, Asahi Shimbun 16.05.2013.

Nuclear industry in a state of ‘learned helplessness’, Mainichi 16.05.2013.

Japan nuclear watchdog to stop troubled plutonium-burning test reactor over safety violations, (AP) Washington Post 15.05.2013.

Tsuyoshi Inajima & Yuji Okada: Japan’s Nuclear Watchdog Shows Its Bark Has Some Bite: Energy, Bloomberg 16.05.2013.

 

At overveje …

Japan’s solar market eclipsed only by China, (Bloomberg) Sydney Morning Herald 04.04.2013.

Anders Pape Møller & Timothy A. Mousseau: Uncomfortable Questions in the Wake of Nuclear Accidents at Fukushima and Chernobyl, Japan Focus 01.04.2013.

 

Ayako Mie: Disaster did little to shake up status quo, expert says, Japan Times 12.04.2013.

http://www.helcom.fi/BSAP_assessment/ifs/archive/ifs2008/en_GB/Cs137fish/

 

Se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar, marts, april og maj 2013.

 

Strøtanker om bæredygtighed

Japan igen på A-kraft XI – optegnelser april 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013.

I april … er det svært at vide, hvad som vil ske. Vil Abe-regeringen turde presse på for reaktor-genstarter forud for sommervarmen? Vil forsyningsselskabernes økonomi tvinge dem ud af den stratgiske stilhed? Vil NRAs krav til sikkehedsopdateringer vise sig så strenge, at der kommer politisk indgreb? Vil vi se flere kedelige afsløringer af svindel og bedrag og løntrykkeri i dekontamineringsarbejdet? Vil TEPCO endelig komme i gang med at få de mange brugte brændselslegemer væk fra Fukushima Daiichi-værket? – og … hvor er væk?

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.
Se Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2.

Optegnelser April 2013

1. april – Marubeni går ind i geotermiske projekter  
2. april – 170 km sakura
4. april – NRA: Max ét større uheld pr. reaktor pr. million år 
6. april – Abe: Fukushima Daini meget vanskelig at få genstartet 
7. april – TEPCOs endeløse stime af “småproblemer” 

Se Fukushima links for  april 2013.

 

 

1. april – Marubeni går ind i geotermiske projekter

tekst på vej … citat af Suzuki:

indlæg oprettet af Jens Hvass

Chishaki Watanabe: Marubeni Targets National Park in Japan for Geothermal, Bloomberg 01.04.2013.

 

 

2. april – 170 km sakura

tekst på vej … enestående landskabstræk.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Tateki Iwai: Cherry trees to mark tsunami line in Tohoku as warning to future generations, Asahi Shimbun 02.04.2013.

 

 

4. april – NRA: Max ét større uheld pr. reaktor pr. million år

Det kan synes en kende abstrakt, når NRA nu lægger op til, at der med de nye sikkerhedsregler max må ske et større uheld pr. reaktor pr. en million år. Men det er sådanne størrelser, som ligger bag vurderingerne af for eksempel, at tidsfristerne for hvor længe en foldelinje skal have været i ro øges fra de nuværende 130.000 år til 400.000 år.

Med 50 reaktorer betyder det, at Japan siger på max at have ét større reaktoruheld hvert 20.000. år, og med tre reaktornedsmeltninger på stribe har Japan så at sige brugt sin kvorte for 60.000 år. Som statistiker kan man ikke sige, at uheld ikke kan ske, så dette er er en anden måde at sige på, at sådanne uheld bare ikke må finde sted.

Selv hvis Japan ender med at fortsætte udbygningen af sin A-kraft, så man i løbet af en årrække har 100 reaktorer (hvilket i den nuværende situation er ret udsandsynligt), vil man således kun kunne acceptere ét uheld pr. 10.000 år, hvilket stadig er megt længe målt med menneskets histories alen.

Om man kan regne på sådanne marginaler er et helt andet spørgsmål. Hvordan indregner man, at en rotte for blot få uger siden formåede at kortslutte strømforsyningen til de fire havarerede reaktorbygninger? – hvordan sætter man tal på det uforudsigelige? Det er let nok bagefter at sige dels, at det med rotter sker, dels at man skal huske at undgå det til en anden gang. Men hvornår har man en desperat nordkoreansk regering, som gør alvor af sine trusler om at sende et missil ind over Japan? Og vil de være i stand til at ramme Fukushima Daiichis reaktor 4 og udløse den samlede tilbageværende radioaktivitet? For så er det hele Tokyo-området, som står overfor at måtte evakueres.

NRA ønsker med sådanne mål at sikre en opmærksomhed på, at sikkerheden ikke bare er genoprettet med opfyldeldsen af de nye sikkerhedsregler, og så vidt muligt undgå tilbagefald til den “safety myth”, som prægede sektoren før Fukushima-katastrofen og som var grunden til, at det overhovedet kunne gå så galt som det gik.

Men har NRA i virkeligheden den skjulte agenda at sætte en sådan målsætning så høj, at konklusionen ender med at blive, at det ikke kan lade sig gøre overhovedet / for alle reaktorer af blot lidt ældre årgang / af MOX-type / beliggende i nærheden af xx foldelinjer?

indlæg oprettet af Jens Hvass

Japan to set frequency limit for serious nuclear accidents, Kyodo 03.04.2013.

 

 

6. april – Abe: Fukushima Daini meget vanskelig at få genstartet

Den foregående regering havde allerede afskrevet Fukushima Daini-værket, det andet Fukushima-værk, som med sine fire reaktorer ligger 12 km syd for det forulykkede Fukushima Daiichi-værk og klart givet udtryk for, at her aldrig igen ville komme noget atomkraftværk. Men med Abe-regeringen blev mange ting nulstillet.

Premierminister Shinzo Abe siger dog nu, at selv hvis sikkerhedsforanstaltningerne bliver fuldt opdateret, kan det blive meget vanskeligt at vinde befolkningens accept. Det er der måske ikke noget at sige til, for den befolkning, som skal give sit samtykke, er evakueret på ubestemt tid på grund af stråling. Samtidig arbejder Fukushimas guvernør og amtsledelse på at gøre Fukushima amt til A-kraft-fri zone.

Endda lader Abes regering det til forskel fra den forudgående regering være op til TEPCO, om de vil forsøge at gøre værket klar til genstart, eller om de vil afskrive det og begynde en afvikling af det. På den led har forsyningsselskaberne med Abe fået en stærk omend stilfærædig allieret i kampen for at få reaktorerne i gang igen.

For nylig søgte Abe at gøre genstarten til en nødvendig forudsætning for genopbygningen af Tohuku.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Abe says restarting Fukushima No. 2 plant not easy, Asahi Shimbun 06.04.2013.

 

 

7. april – TEPCOs endeløse stime af “småproblemer”

Blot få uger efter at TEPCO måtte se kølingen af fire havarerede reaktorer sammenbrudt efter et problem, som nærmere undersøgelser viste var forårsaget af en rotte, måtte man igen sende SOS, at strømmen til reaktor 3s køling var afbrudt. Denne gang kun i få timer, og årsagen viste sig at være ubetænksomhed i forbindelse med sikring mod yderligere rotteproblemer.

Som om det ikke var nok, så har der de sidste dage været daglige rapporter om lækkende vandtanke. TEPCO har et gigantisk problem med radioaktivt forurenet kølevand, som hver dag bliver adskillige ton større. Man er i starten af forsøg med oprensning deraf, men også dette system har været ramt af problemer i sin indkøringsfase.

TEPCO har måttet improvisere sig frem med meget kort varsel, så der er ikke noget at sige til, at man på denne måde bliver indhentet af problemer ved midlertidige løsninger. Men det er et alt andet end sundt mediebillede, hvis målet er at gengive den japanske befolknings tillid til atomkraften dertil, at man vinder dens samtykke til genstarten. Ikke fordi pressen er alarmistisk – tværtimod er det sobert beskrivende, og der kommer klar besked, når problemerne er løst. Men fordi det står lysende klart, at situationen ved det forulykkede Fukushima Daiichi-værk balancerer på et meget skrøbeligt fundament, hvor selv småting kan forstyrre stabiliseringen af krisesituationen. Og fordi man gradvist får en stadig stærkere fornemmelse af, at også oprydningen er besværliggjort til det umulige af, at man var så overvældende elendigt forberedt på, at noget sådant kunne ske.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Tepco finds second pit leaking in Fukushima, (Jiji) Japan Tomes 07.04.2013.

Fishermen alarmed by water leak at nuclear plant, Asahi Shimbun 07.04.2013.

Fukushima tank springs major leak, (Kyodo) Japan Tomes 07.04.2013.

Contaminated water likely leaked from second Fukushima tank, (Kyodo) Mainichi 07.04.2013.

Lisa Twaronite: Japan’s Fukushima nuclear plant finds second tank leak, (Reuters) Scientific American 07.04.2013.

Shunsuke Kimura & Jin Nishikawa: TEPCO floundering in dealing with sea of contaminated water, Asahi Shimbun 07.04.2013.

Martin Fackler: Damaged Nuclear Plant in Japan Leaks Toxic Water, New York Times 06.04.2013.

Fukushima operators fear radioactive water leak, (ABC/AFP) ABC News 06.04.2013.

Anti-rat work caused latest cooling system problem at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 06.04.2013.

Japan nuclear plant ‘detects’ signs of leak, Aljazeera 06.04.2013.

Fukushima reservoir tank may have leaked contaminated water, Kyodo 06.04.2013.

Shunsuke Kimura: 120 tons of contaminated water leaks at Fukushima nuclear plant, Asahi Shimbun 06.04.2013.

Tepco has emergency press conference about new highly radioactive leak at Fukushima Daiichi, Energy News 05.04.2013.

Hiroko Tabuchi: Rat Chase Again Bedevils Fukushima Nuclear Plant, New York Times05.04.2013.

Power restored to Japan nuke plant cooling system, Mainichi 05.04.2013.

Fukushima nuclear plant’s cooling system goes offline for 3 hours, Asahi Shimbun 05.04.2013.

Reactor 3 cooling pool stops for three hours, (AFP, Jiji Kyodo) Japan TImes 05.04.2013.

Mistake halts Fukushima No. 1 water cleaner, (Jiji) Japan Times 05.04.2013.

Martin Fackler: Damaged Nuclear Plant in Japan Leaks Toxic Water, New York Times 06.04.2013.

Martin Fackler: Small Leak Is Reported at Fukushima Nuclear Plant, New York Times 07.04.2013.

Ryuta Koike & Jin Nishikawa: Problems at Fukushima plant stem from TEPCO’s rickety equipment, Asahi Shimbun 08.04.2013.

Shunsuke Kimura: Defect could affect all radioactive water storage tanks at Fukushima plant, Asahi Shimbun 08.04.2013.

 

 

7. april – Sakura på grænsen

Hvert år bevæger en bølge af rosa-hvidt sig hen over de japanske landskaber fra syd mod nord, og sakura, som  japanerne kalder deres kirsebærblomstring, har været tidligt på færde i år. Således var de første kirsebærblomster at se i begyndelsen af marts, og blomstringen nåede Osaka og Kyoto omkring 18. marts. Det svinger noget fra år til år, men havde nogen for 30 år siden, da jeg først kom til Kyoto, fortalt, at kirsebærblomsterne ville kulminere omkring forårsjævndøgn, ville de havde virret uroligt indtil de havde fået signaleret, at det nok var noget senere. Den gang var det bedste bud 10.-15. april plus-minus nogle få dage, og så lidt senere i de nærliggende dale, hvor der året rundt er lidt køligere.

Så en del af forklaringen er – om man kan lide det eller ej – klimaforandringer. I løbet af de sidste 50 år er afstanden mellem forår og efterår blevet op imod en måned længere. Foråret starter 4-6 dage tidligere og om efteråret får ginkgo-træet sine gule farver 11 dage senere og de japanske ahorn, momiji, bliver brandrøde 16 dage senere end for 50 år siden.

Billederne her er fra en sakura-allé med omkring 2.000 træer, som inden Fukushima-katastrofen hvert år tiltrak omkring 100.000 besøgende. Men strålingen ramte også Tomioka, og området blev evakueret. Stadig ligger 90% af sakura-alleen i evakueringszonen, men fra 25. marts blev undtagelseszonens grænser justeret, så man nu gerne må opholde sig i den sydsligste del af byen og dermed igen har adgang til de første 300 m sakura-allé.

Denne mellemzone, hvor man gerne må passere og opholde sig midlertidigt, men ikke være bofast, er svær at håndtere for alle, for det giver nogle besværlige valg, om man skal eller ikke skal. Selvom man i princippet kunne genåbne kiosken eller nudelsuppe-cafeen, er der ikke det samme befolkningsgrundlag som forhen.

Og selvom man måske kunne genåbne skolen og børnehaven, er mange forældre så skræmte overfor den usynlige strålingsfare, at det føles meget uansvarligt af dem at efterlade deres børn et sådant sted, når man nu ved, at børn notorisk er mange gange mere følsomme overfor stråling end voksne. Japan står med en hel generation af børneforædre, som har angsten for strålingen med i sine dispositioner hver eneste dag.

Men billederne af Tomiokas sakura-tunnel, som spænder ud over alle menneskeskabte grænser, rørte et eller andet – måske også et håb om, at grænsen næste år eller næste år igen er rykket endnu en gang, så man igen kan opleve passagen igennem hele denne betagende blomsterkanal.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Tetsuya Kasai: Cherry blossom road partially open to Fukushima evacuees, Asahi Shimbun 08.04.2013.

 

 

8. april – Kurokawa: Fukushima-krisen langt fra under kontrol

Kiyoshi Kurokawa, formand for en af de tre kommissioner, som sidste år undersøgte hændelsesforløbet bag udfoldelsen af Fukushima-katastrofen, og i juli nåede frem til, at katastrofen ikke primært var en naturkatastrofe, men i høj grad menneskeskabt, et resultat af slappe attituder og søvngængeragtig tillid til en ‘safety myth’ uden hold i virkeligheden, sagde i dag overfor en komite, at krisen ved Fukushima Daiichi-værket tydeligvis endnu ikke er under kontrol.

“There are … problems including contaminated water and a power blackout caused by a rat. Moreover, a response to victims of the crisis has not been progressing,” sagde Kurokawa: “The world is paying close attention to how the government will respond to problems pointed out in a report compiled by the panel.”

Shuya Nomura som også medvirkede ved undersøgelsen foret år siden, insisterede på, at det japanske folketing (the Diet) blev aktivt involveret i at bringe Fukushima Daiichi-katastrofen under kontrol: “Is it all right to leave the response to contaminated water and other problems to the discretion of TEPCO and the executive branch of the government? As representatives of the people, Diet members should have expertise and get involved in the response with the mindset of the general public.”

Det har måske været komfortabelt for alle, hvis oprydningsarbejdet blev varetaget af TEPCO. Men ligesom TEPCO var håbløst forberedt på, hvad der skete, har de forløbne to år med al tydelighed demonstreret, at TEPCO ikke er opgaven voksen. Dels i det rent ingeniørmæssige, men også i det kommunikationsmæssige. I en situation, hvor millioner af skræmte japanere hvoraf hundredetusinder er evakuerede, og en hel verden følger med i kampen for at genvindinde kontrollen med situationen ved Fukushima Daiichi, har man tværtimod søgt at skjule og fornægte vigtige forhold frem for at sikre fuld åbenhed og sikre den bedst mulige hjælp til at få situationen under kontrol.   

Se optegnelser for 7. juli og 23. juli vedr. undersøgelseskommissionernes konklusioner.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Ex-head of Diet panel probe say nuclear disaster still not under control, Mainichi 08.04.2013.

 

 

8. april – LDPs generalsekretær om A-kraftens nødvendighed

Tekst på vej …

indlæg oprettet af Jens Hvass

LDP secretary-general cites Japan’s role as a non-nuclear model despite limitations, Mainichi 08.04.2013.

Chiyako Sato: Japan should take leadership role on nuclear disarmament, Mainichi 08.04.2013.

 

 

At overveje …

Japan’s solar market eclipsed only by China, (Bloomberg) Sydney Morning Herald 04.04.2013.

Anders Pape Møller & Timothy A. Mousseau: Uncomfortable Questions in the Wake of Nuclear Accidents at Fukushima and Chernobyl, Japan Focus 01.04.2013.

 

Se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013.

 

Strøtanker om bæredygtighed

Women of Fukushima


.
Dette video-portræt, Women of Fukushima, giver et enestående billede af, hvad der har fået japanerne på gaden for at demonstrere i et hidtil uset omfang. Den 28 min. lange film følger en gruppe på seks kvinder fra Fukushima, som hver især fortæller om hvordan Fukushima-katastrofen har grebet ind i deres tilværelse, og hvordan det har vækket nødvendigheden af at måtte sige fra overfor et samfund, som blot synes blindt i gang med at gå videre, som om intet var hændt.

Der var håb om, at DPJ (regeringsparti fra 2008-12) kunne forløse situationen, men skuffelsen over at premierminister Noda hen over hovedet på befolkningens ønsker og frygt gennemtvang en genstart af to reaktorer ved Oi-værket, er kolossal. Med den indignation over det politiske systems ryggesløshed, som en film som denne blotlægger, kommer vi tæt på en forklaring af, hvorfor Japan ved valget endte med at straffe DPJ eftertrykkeligt blot for at genindsætte et parti (LDP), som om noget ønsker atomkraften i Japan udbygget (se optegnelser for junijuli og august 2012). 

Skaberne af filmen Women of Fukushima – på japansk Fukushima no Onnatachi – skriver om deres baggrund for at lave filmen:

“The full ramifications of the aftermath of the disaster that occurred at the Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant in March 2011 will take decades to unfold. Having shifted from the initial visceral drama to a more long-term, almost invisible threat, there is a real risk that the situations faced by residents of Fukushima Prefecture will simply vanish from the radar screens of the world’s media (or, in the case of Japanese media, remain non-existent). To this day, as a result of the meltdowns, children can’t play outside, families are breaking up, and women are even having abortions for fear of genetic damage to their unborn children. Hope is hard to come by in Fukushima.

However, after meeting a group of outspoken local women, we were compelled to capture their spirit and stories. These Japanese women, traditionally shy and quiet, have taken their anger, anxiety, frustration and loss of hope, and turned it into a rallying call to move forward to change Japan and the world into a safer place for our children. Their resilience and honesty in the face of the Japanese government’s lies and complacency compelled us to provide a platform for them to speak their minds. The results surprise, shock and inspire.

Our motivation for making this film was to ensure that the world could witness the honesty and courage of these women who have dared to speak up, while others have remained silent.”¹

indlæg oprettet af Jens Hvass

The Filmmakers, Women of Fukushima.¹

 

Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima – to år senere

I dag kl. 14:46 japansk tid (6:46 dansk tid) var det to år siden et gigantisk jordskælv ud for Tohukus nordøstlige kyst udløste en gigantisk tsunami, som tilsammen spredte død og ødelæggelse op langs kysten.

I en artikel i Japan Times lørdag skrev Roger Pulvers, at der efter 3/11 katastrofen er tale om tre forskellige Tohuku-zoner: 1) den zone langs kysten, som blev raseret af tsunamiens frådende vandmasser, 2) den zone, som efterfølgende måtte evakueres på grund af radioaktiv forurening fra tre kernenedsmeltninger, som blev udløst af jordskælv og tsunami, og 3) de store dele af Tohuku, som selvom de ikke blev direkte berørt af tsunamiens og strålingens ødelæggelser, alligevel har fået hverdagen alvorligt forandret af en katastrofe, som synes at sprede sine afledte virkninger ud i den yderste afkrog af det japanske rige og ind i de mest intime bevidsthedsrum – og har påvirket ikke bare hele Japan, men langt ud over landets grænser.

Der er et lille stræk langs kysten, som både blev raseret af tsunamien og så hårdt ramt af radioaktiv forurening fra de fire havarerede reaktorer på Fukushima Dai-ichi-værket og derfor hører til i både zone 1 og 2, men i store træk holder hans inddeling, og den tydeliggør, at der stadig her to år efter er tale om en katastrofe med mange ansigter, som på den ene eller anden måde griber ind i de fleste japaneres dagligdag.     

Tsunamiens voldsomme raseren var med 18.500 døde og savnede de mest håndgribelige. Mange steder var tsunamien 15 m høj, men hvor den blev stuvet sammen i tragtformede fjorde og mundinger har den enkelte steder kunnet nå over 40 m højde, så sine steder nåede de frådende vandmsser op til 10 km ind og ødelagde stort set alt menneskeskabt. Men her kan fornyelsesarbejdet tage fat, så snart vandet har trukket sigtilbage, og selvom det tager tid at rekonstruere et helt samfund forfra, så er man flere steder langs kysten godt i gang.

Billedet herover er taget samme sted som billedet ovenfor, to år senere. Der er blevet ryddet op, Kesenuma ligger uden for det strålingsramte område, så man kan igen færdes i området, men genopførelsen af de mange bortskyllede huse går kun langsomt.

I den radioaktive zone er situationen straks anderledes. Her er det stadig kun muligt at opholde sig i kortvarigt, og kun i beskyttelsesdragter, og det dekontamineringsarbejde, som man har igangsat i de mindst strålingsforurenede områder, hvor der er størst håb om at kunne ‘normalisere’ situationen har en næsten Sisyfos-agtig karakter – nogle gange er strålingsniveauerne tilbage til før oprensningen få dage efter at man heroisk spulede og skurede alle byens flader, mens man fjernede al løs vegetation og skrællede det øverste muldlag af. For radioaktiviteten bliver ikke bare liggende, men bevæger sig tværtimod rundt i vand- og luftmiljøet, og – har man måttet konstatere – opkoncentreres i den mad, vi hidtil har kunnet høste af landskaberne. Så her er utrygheden ved den usynlige stråling og uvisheden om, hvornår der overhovedet bliver klar til at rykke tilbage. Og den dag, der bliver givet signal derom, om at man kan flytte tilbage, kan man så regne med, at det er sikkert? Hvor sikkert er sikkert? Og selvom myndighederne håber at kunne geninstallere de første inden for et år eller to, kan ingen endnu vide det. Kun står det klart, at der med de hårdest ramte områder vil gå flere årtier, før strålingsniveauerne når derned, hvor man kan begynder at tale om at genudsætte mennesker i området. Realistisk set kommer flertallet af dem, som nu er evakueret fra strålingen, således aldrig tilbage. Og hver af de 150.000 evakuerede fra det strålingsramte område må gøre op med sig selv og sine nærmeste, om man vil håbe og vente, eller om man først som sidst vil søge at starte et nyt liv et nyt sted.

Et livsforladt gaderum i den evakuerede zone, hvor alt står urørt – besøg er få og sjældne, kræver forudgående tilladelse og må foregå i beskyttelsesdragter.

Håbløsheden ved at være evakueret på ubestemt tid fører til store psykosociale problemer og forhøjet forekomst af selvmord og livsstilsafhængige for tidlige dødsfald. Og selvom det har været fremført igen og igen, at dødsfald på grund af stråling har været yderst sjældne, så er det lige præcis ikke noget, man ved særlig meget om. Menneskets generationsskifte er så langsommeligt, at vi først nu er først nu ved at kunne få de første begyndelser til svar på, hvor stor indflydelse Chernobyl-katastrofen vil få for de efterfølgende generationer. Og denne viden søges systematisk undertrykt af de mange instanser, som ønsker A-kraften videreført. Det har været vurderet, at Fukushima vil give en merforekomst af kræft i skjoldbruskkirtlen på 70%, men vi vil først om nogle årtier vide, om det rent faktisk forhold sig sådan. Ét forsøg på at opgøre dødsfald indtil nu, som kunne relateres atomkraft-ulykken (stråling, evakuering af indlagte, selvmord osv.) endte på 789 mennesker, en anden kom frem til 1.337. Men det bliver i mange tilfælde et fortolkningsspørgsmål – et tal som ikke bare er svært at opgøre præcist, men som der er en vis interesse i ikke at få klarlagt.

Hvor det står stadig mere klart, at de tre kernenedsmeltninger havde været undgåelige, hvis de ansvarlige instanser havde taget deres opgave at sikre sikkerheden omkring de japanske atomkraftværker, så må man give de japanske myndigheder, at de til forskel fra Chernobyl formåede at sætte ind med evakueringer og beskyttelse mod indtag af radioaktivitet gennem mad og drikke, som giver håb om, at forekomsten af kræft i de kommende generationer kun vil være moderat forhøjet. Men hvis man ser på, hvordan strålingen har påvirket dyrelivet, så er det overhovedet ikke givet.

En undersøgelse af blot tre generationer af en bestemt sommerfugl viste voldsomme deformationer af vinger og følehorn (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle). Men gennemgående synes japanske forskere ikke specielt ivrige efter at undersøge, hvilke konsekvenser Fukushima-katastrofen har haft på menneskets omgivende natur.

I en randzone omkring det evakuerede område, hvor strålingen er højere end sædvanligt, men ikke så høj, at man har fundet det nødvendigt at evakuere hele befolkningen, lever ikke mindst børneforældre med bekymringen, om det er i orden at lade børnene lege ude? – ud over alle de andre bekymringer om, hvor maden kommer fra, om man nu kan være sikker på, at der ikke er stråling i maden? Dette er en frygt og en bekymring, som nager så meget mere, som at japanerne igennem årtier er blevet fortalt, at atomkraften var både sikker og ren. Den myte er blevet effektivt punkteret, og selvom alle instanser siger, at de arbejder målrettet på at genskabe befolkningens tillid til atomkraften, så må man nøgternt konkludere, at det ikke går ret godt med den del. Dels er det en yderst sårbar situation, hvor frygten for det ukendte fylder meget. Dels leverer disse instanser igen og igen graverende eksempler på, hvad man ikke skal gøre, hvis man ønsker at genvinde en befolknings tillid.  

På én måde var det held i uheld, at store dele af radioaktiviteten efter Fukushima-katastrofen drev ud over havet. Det kunne have været meget værre ind over land, og i et worst case scenario, som var tæt ved at være virkelighed, da TEPCO overvejede at rømme værket, ville situationen kunne have  udviklet sig dertil, t man måtte rømme Tokyo-området, som omfatter op imod 30 mio. mennesker. Til gengæld gør det, at atomkraft-katastrofen med den nordgående strøm lægger sin skygge hele vejen op langs kysten. Stadig er der ikke kommet gang i kystfiskeriet for de løbende stikprøver viser, at koncentrationen af radioaktivitet stadig så høj, at fiskene ikke må bruges som menneskeføde. De mange små fiskersamfund op langs kysten, som blev raseret af tsunamien, kan således heller ikke bare starte forfra. For selvom man får nye fiskefartøjer og retablerer havne og auktionshuse og kølehuse, så kan man ikke fange og sælge de fisk, som direkte og indirekte var en stor del af kystsamfundenes levebrød.

I Tohukus tredje zone, som heldigvis udgør langt den overvejende del af Tohuku, er man endda ikke gået ram forbi. For til trods for omfattende målinger af strålingsniveauer rundt omkring i landskaberne, så gør frygten for strålingen med dens usynlige og uforståelige væsen, at turisterne i stort mål bliver væk fra Tohuku. Selv hundredvis af kilometer fra de primært strålingsramte områder er der i dag meget langt mellem turisterne, og ryokans og spabade er plaget af manglende besøg. Og selvom der er meget streng kontrol med strålingen fra områdets fødevarer og ingen afgrøder sendes på markedet uden at være grundigt checket, så går mange af Japans 120 mio. mennesker i en stor bue uden om fødevarer fra Tohuku. Det brand, som fødevarer fra Fukushima-området var, ligger i ruiner, og det vil tage årtier at genetablere.

Resten af Japan udgør så at sige en fjerde zone, og selv her har ingen kunnet undgå påvirkningen fra Fukushima-katastrofen. Ikke bare kommer det til at tynge alvorligt i statsbudgetterne adskillige år frem. Efter de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Dai-ichi-værket lukkede Japans dengang 54 reaktorer en efter en ned for den løbende årlige vedligeholdelse, for når de skulle genstartes ikke at få tilladelse. For ingen turde påtage sig ansvaret. Så den japanske befolkning har været sat på en ganske alvorlig energi-slankekur, gåde hjemme og på arbejde har der afhængig af hvilken region været pålagt energibesparelser på op til 15% i sommermånederne, så igennem foreløbigt to somre har japanerne svedt alvorligt, for at spare på energien.

For blot et halvt år siden tegnede det til, at Japan efter en stort opsat høring af befolkningens ønsker til fremtidens energipolitik, ville lægge kursen om, i løbet af et par årtier udfase atomkraftværkerne og satse målrettet på udbygningen af den vedvarende energi – ikke bare sol og vind, men nok så meget den geotermiske varme, som syder og koger og bobler over alt i den vulkanske undergrund. Japan skulle fra at være et af de sidste fossile samfund transformeres til et bæredygtigt ligevægtssamfund, og sandsynligvis kunne en sådan proces have genskabt en vis dynamik i den efterhånden noget skrantende japanske økonomi.

Men efter valget i december, hvor LDP genvandt magten, tegner det til, at Japan ender med at have lært meget lidt af sin Fukushima-katastrofe. Foreløbig sker alt på listesko, og vi får ikke nogen klare udmeldinger på området før efter valget til overhuset i juli. Men alt tyder på, at LDP vil have Japans energipolitik tilbage i det A-kraft-spor, som man selv igennem et halvt århundrede har været med til at definere.

Afrunding på vej …

Igennem de sidste to år har jeg løbende samlet links til artikler om Fukushima-katastrofen og dens tråde ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Den første linkside blev så lang, at den er delt i to: Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2, så det ender nok med at jeg en af dagene starter en ny side: Fukushima – links år 3.

Siden juni 2012, hvor Japan pludselig stod i den situation, at man havde slukket for den sidste af sine 54 atomreaktorer, har jeg løbende lavet små næsten daglige optegnelser. De er samlet månedsvis, se optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013. 

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima.

Som et lille PS er dette indlæg nr. 1.000 på Strøtanker om bæredygtighed – det er store og små indlæg mellem hinanden, men endda værd at fejre. På en typisk dag lægger 6-700 vejen forbi og ser i snit 6-7 sider, så til min glæde bliver bloggen brugt.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Roger Pulvers: Tohoku has been truly rent asunder for untold generations yet to be born, Japan Times 10.03.2013.

 

Strøtanker om bæredygtighed

Energirenoveringer betaler sig

Når vi tænker på energiomlægninger, er der næsten altid mere fokus på, hvordan vi kan skifte olien og kullene, the bad guys, ud med vedvarende energikilder som sol og vind og forbrænding af biomasse the good guys. Men frem for blot at se på hvor mange kilowatt fra the bad guys vi kan erstatte med kilowatt fra the good guys er det mindst lige så vigtigt at se på energibesparelser – hvad nogen har døbt negawatts.

For hver gang vi har sparet x kilowatt, har vi mindsket behovet for x kilowatt fra sol og vind og biomasse. Det er måske ikke så spektakulært at pege på, at man har efterisoleret, varmeoptimeret, skiftet lyskilder, sat skodder op eller blot skruet lidt ned for termostaten, som hvis man har sat solfangere op på bygningerne og været med til at stille vindmøller op i det danske landskab, men der er i den måde vi igennem de seneste halve århundrede har indrettet os på, et kolossalt potentiale at høste i energirenoveringer – ikke mindst i vores bygningsmasse.

Og det gode er, at energirenoveringer betaler sig – det kræver lidt omtanke, det kræver professionel hjælp fra energikonsulenter og håndværkere, men når først det er gjort, kan livet gå videre som hidtil ofte med blot det halve energiforbrug – eller mindre.

Nu senest har Århus Kommune igangsat en energirenovering af samtlige sine bygninger som del af kommunens bestræbelser for at bliver CO2-neutral i 2030. I det CO2-regnskab står bygningerne i dag for 35% af de samlede udledninger. Karen Margrethe Høj Madsen, der er projektleder i Bygningsafdelingen i Aarhus Kommune, siger til Ritzau, at vi: “søger at spare så meget energi, som vi overhovedet kan i hver eneste bygning inden for de økonomiske rammer. Derefter supplerer vi op med solceller, hvor det er muligt fysisk, æstetisk og økonomisk.”

Billedet herover af en af Aarhus Rådhus’ facader er taget med termografisk kamera. Det viser hermed varmestrålingen fra bygningen. Man kan se, at overfladetemperaturen er noget større på glaselementerne end på facadens murdele – man er så at sige tættere på de sikker mindst 20 graders stuetemperatur inden døre. Når de øverste vinduer er langt koldere, så er det ikke fordi de er bedre isolerede, men fordi de blanke flader har tendens til at snyde det termografiske kamera, så det man ser er refleksionen af det meget koldere himmelrum.

Problemet med energirenoveringer er, at vores bygningsmasse og vores brugsmønstre er så forskelligartede, at det er umuligt blot at udrulle samme løsning på samtlige bygninger. Tværtimod skal det gøres præcist i forhold til hver eneste bygnings særlige situation. Og vi kommer til at stå med en række situationer, hvor andre hensyn end rent energibesparelsesmæssige kommer til at veje ind. For selvom man givet kunne spare meget energi ved at give bygninger som Amalienborg eller Marselisborg en ordentlig frakke af udvendige isolering og så et lag sprutpuds udenpå, så har vi også en bygningsarv at forvalte. Omvendt vil en række bygninger have potentiale til at kunne nå meget langt med energibesparelser og måske samtidig have en solorientering og et bygningsudtryk, som gør dem egnede til at skabe et energioverskud. Så man behøver ikke partout tilstræbe energineutralitet for hver eneste bygning.

Og selv i den mest fredede historiske bygning vil der altid være et markant besparelsespotentiale, som kan høstes uden at vi får vores kulturarv smadret. Faktisk er der et forskningsprojekt under udvikling for netop at systematisere, hvordan man kan sætte ind i dette felt.

Da vi i sin tid etablerede Miljøpunkt Indre By-Christianshavn på Rådhuspladsen 77, var det i en kommunalt ejet ejendom, hvor vi kun lejede en meget lille del af en meget stor ejendom. Alligevel var varme og el blot gennemsnitsafregninger, så vi fik ingen økonomisk fordel af, at vi systematisk indkøbte computere og belysning med lavt energiforbrug, og omvendt ville det ikke kunne ses på vores varmeregning, hvis vi holdt vinduer og døre pivåbne vinteren igennem. Der er utrolig meget i en arbejdsplads’ dagligdag, som kan energieffektiviseres uden at vi får spoleret vores bygningsarv.

Og der er brug for at fare frem med forsigtighed. I kølvandet på 70ernes oliekriser kom der et nyt bygningsreglement, som over en kam dekreterede efterisolering. Det blev også i stor stil gjort i de boligbebyggelser, som i kølvandet på industrialiseringen voksede frem på brokvartererne. Og mens det givet var med til at spare på varmeregningen og øge varmekomforten, stod man på grund af en primitiv isoleringsteknologi blot få år efter med et meget stort antal svampeskader, som har voldsomt dyre at udbedre.

Jeg tror ikke, det bliver her, vi ser problemerne dukke op i en ny generation energi-effektiviseringer. Men en del af energibesparelsesstrategien er at tætne husene langt bedre, for så at styre ventilationen mekanisk. Og mens det snævert energiberegningsmæssigt har fordele, ikke mindst, hvis man sørger for at genvinde varmen fra udluftningen, så har det konsekvenser for indeklimaet og arbejdsmiljøet – og dermed for produktiviteten. For de supertæt forseglede bygninger holder meget bedre på mange af de forurenende substanser, som vores moderne gulvbelægninger, tæpper, malinger, møbler, tryksager, computere osv. afgiver, og vi risikerer med energirenoveringer at igangsætte en ny bølge af SBS-syndrom – Sick Building Syndrome.

Tilbage til Århus, så regner man med, at en systematisk energirenovering af kommunens bygningsmasse vil koste i omegnen af 450 mio. kr. Men den forventede tilbagebetalingstid er på 15 år, så efter den tid er investeringen tjent hjem, og set i et bare lidt længere tidsperspektiv er det en overskudsforretning, ikke bare for klimaet og for vores fremtid, men for de kommunale budgetter. Hvis man oveni indregner de afledte fordele, at arbejdsløn udgør en meget høj del af udgifterne til energirenovering – og hvis man vil gå en cirkel længere ud de store afledte fordele ved at mindske de nu eksternaliserede samfundsomkostninger ved afbrændingen af fossile brændstoffer – så vil den samfundsmæssige tilbagebetalingstid være langt korete end de 15 år.

Derfor burde man i den nuværende situation styrke ordningen med håndværkertilbud, men præcisere, at det ikke er til rengøringshjælp og energislugende vinterhaver, men målrettet skla gå til energirenoveringer. Og der skulle være en form for obligatorisk sikring af, at de valgte løsninger ikke risikerer at give forringet indendørsklima eller strukturelle problemer som i sin tid efterisoleringen af brokvartershusene. For vi vinder alle derved.

For private boligejere kan det være svært at overskue. Det søger et nyt initiativ, One Stop Energi, at råde bod på. Her kan man som boligejer få gode råd om energi-renovering – og første besøg af en energikonsulent er gratis.

null: Rådhuset fyrer for fuglene, Jyllandsposten 28.12.2010.

Aarhus bruger 450 millioner på mindre CO2, (Ritzau) Politiken 06.03.2013.

Malene Breusch Hansen: Aarhus: Nu energirenoverer vi samtlige vores bygninger, Ingeniøren 07.03.2013.

 

Strøtanker om bæredygtighed