Cop Arkiv - Side 2 af 2

Fre. 07.12. – har været ude af byen hele dagen og prøver på her at skrive mig ind på dagens hændelser. I aftenens TV-avis blev det blot lakonisk konstateret, at COP18 i Doha var endt uden resultat – og at Kyoto-aftalen ikke var blevet forlænget!

Men i Doha forhandles der stadig, selvom klokken i Doha har passeret midnat. Martin Lidegaard skrev her til aften, at “forhandlingerne går ind i den afsluttende fase ved midnat. Danmarks forslag om at gå efter at lukke hullet til de to grader i 2014 lever stadig! Nu støttet af EU, de fattigste ulande, østaterne, USA m.fl. Men der er stadig lang vej igen, og intet er givet.”

Her kl. 22.50 dansk tid er forhandlingerne netop blevet indstillet, for at konferencens præsident kan rådføre sig med de rådgivende ministre (dem som har haft ansvaret for at søge at sammenfatte hver af konferencens spor), og for at de mange delegerede har tid til en bid mad inden mødet bliver genoptaget kl. 2 midnat lokal tid. Så der arbejdets tilsyneladende på højtryk for at komme til en eller anden grad af afklaring. En række ministre har udskudt hjemrejsen til i morgen aften, og Dohas shuttle-busser har forlænget deres køreplan til i morgen kl. 22, så det ser ud til, at man prøver at give forhandlingerne endnu et døgn.

De videre forhandlinger kan følges herfra fra kl. 00 midnat dansk tid.

Ved tretiden skriver Martin Lidegaard igen: “Forhandlinger i Doha afbrudt og genoptages i morgen tidlig – hvad det sådan set allerede er… Trætte forhandlere, kold kaffe og alt for mange firkantede parenteser. Det bliver ikke let, når vi mødes igen om små fire timer.”

Og UNFCCC skriver på Facebook: “Informal plenary to start at 7:30 a.m. Saturday, in Plenary 1: (Presentation of outcomes and next steps towards closure) Get some sleep everybody!!”

John Vidal fra The Guardian sagde i dag sammenfattede om situationen i Doha, at der grundlæggende er mangel på to ting, finansiering (af de fattigste landes klimaindsats) og ambition (etablering af tilstrækkelige klimamålsætninger til at holde muligheden for max 2ºC i live).

Der har ikke været mange tilsagn om nye reduktionsmål i denne runde. Monaco lagde ud først på ugen med at ville nå 30% i 2030, og i dag sluttede Den Dominikanske Republik sig til Marshall-øernes og Bermudas reduktionsmål på 25% i 2020 i forhold til 2010.

Onsdag troede alle, at nu kom tilsagnet fra værtslandet, men man annoncerede blot et strategisk samarbejde med Potsdam-instituttet, som opretter en afdeling i Qatar med 200 ansatte – måske de skal nå at lave Qatars klimaplan? I hvert fald blev en pressekonference i dag 12:30 udskudt. Men der er fremlagt et statement (som Potsdam-instituttet givet ikke har lavet), som signalerer, at Bahrain, Qatar, Saudi-Arabien og de Forenede Emirater er rede til at påtage sig en passende klimaindsats. Det er meget uklart formuleret, men tyder på, at de arabiske lande har læst og vedkendt sig skriften på væggen er ved at vågne til, at de ikke bare kan blive ved med at pumpe olie og gas op i stride strømme og så fornægte konsekvenserne.

Deri står blandt andet, at: “… some countries have special circumstances that have made them reluctant to formally submit the domestic actions they are taking or plan to undertake to the Convention for recognition. For some countries, high economic reliance on hydrocarbon production puts mitigation actions potentially in conflict with national development objectives.”

Dokumentet slutter således: “The countries proposing this approach are prepared to put forward their current actions and plans in pursuit of economic diversification that have co-benefits on GHG reductions and adaptation as appropriate cooperative actions under such a broader platform. It is likely that other Parties that find themselves in similar situations domestically would be interested in such an opening and would follow suit.”

Ingen antydning af omfanget – på den led er det en meget tam udmelding. Men med den slutning kan man håbe på, at der lægges op til, at hele den arabiske verden i fællesskab træder ind i rækken af lande med en proaktiv klimaindsats. Skulle det lykkes, var det at placere COP18 i Doha måske ikke så dumt endda.

Finansieringen synes at være det helt store problem. I København blev det med i høj grad amerikansk mellemkomst til en aftale om at overførslerne til de fattigste lande gradvist skulle øges til 100 mia. $ i 2020. Men virkeligheden er stad meget langt derfra. EU har fremlagt sine bidrag for det kommende år, som i alt giver en stigning. Men der er stor forundring – og forbitrelse – over, at USA kommer fuldstændigt tomhændet til USA. Awaaz har derfor i dag iværksat en kampagne for at få amerikanske statsborgere til at skrive til Hillary Clinton.

“The goal of the campaign is to urge Clinton to untie chief negotiator Todd Stern’s hands so he can signal the US’ intent not to abandon the world’s most vulnerable countries. Hillary made the $ 100bn fund possible in Copenhagen, now she has to cement her legacy before she leaves office,” siger Awaaz kampagneleder Iain Keith til RTCC.

.
I denne video-sekvens kan man høre Bas Eickhout fra Europa-parlamentets grønne gruppe plædere for nødvendigheden af, at EU sætter sit reduktionsmål op til 30% og gå i rette med Connie Hedegaard, at hun ikke har fået skabt klarhed og enighed om EUs klimaindsats hjemmefra. Det gør det nærmest umuligt at opnå en tilfredsstillende aftale. Havde EU blot hjemmefra besluttet sig for 30%, ville det være en flertalsbeslutning, men her i Doha kan Polen igen blokere – og har gjort det. Connie Hedegaard har da også flere gange under vejs sagt, at de 30% stadig var på bordet.

Men når man læser det oplæg til Kyoto-aftalens fortsættelse, som ved middagstid blev fremlagt forud for de afsluttende forhandlinger, står EU stadig blot til 20%. Og de fattigste landes krav om en todelt målsætning, både for 2017 og 2020 er helt udeladt. I stedet synes der at være lagt op til en slags evalueringsrunde af ambitionsniveauet i 2014-16 – en ‘ambition trigger’ – hvor EU så kan hæve sit ambitionsniveau til 30% som ‘belønning’ for tilsvarende ambitionsforhøjelser fra andre lande og at den globale aftale rent faktisk kommer på plads i 2015. Det virker blot ikke rigtigt i den givne situation at ‘handle’ med fremtiden på den måde, for det får alle andre til at afstå fra at handle.

Oplægget til Kyoto II kan ses her:

Outcome of the work of the Ad Hoc Working Group on Further Commitments for Annex I Parties under the Kyoto Protocol. Revised draft conclusions proposed by the Chair, UNFCCC 07.12.2012 (pdf).

Antallet af kantede parenteser i oplægget giver et godt indtryk af, hvor mange aspekter, som endnu er uafklarede.

Det er klart en videreførelse, som ingen kan være stolte af. Dels er kun 15% af verdens lande omfattet af aftalen, dels er ambitionsniveauet latterligt lavt, og selv de åbninger for højere reduktionsmål, som EU og Australien har lagt frem, er ikke med i teksten.

Asad Rehman fra Friends of the Earth International sammenfattede manges frustrationer, da han om oplægget til Kyoto-aftalens fortsættelse i dag sagde: “It’s an empty shell, an insult to our futures. There is literally no point in countries signing up to this sham of a deal, which will lock the planet in to many more years of inaction. What the world and its people need is more urgent action on cutting climate pollution, more help to those transforming their economies and more help to those already facing climate impacts. This text fails on every count.”

Et af de uløste problemer er spørgsmålet om ‘hot air’ – de i alt 13 gigaton ubrugte CO₂-kreditter – officielt kaldet AAUs, Assigned Amount Units – som Polen og Rusland insisterer på skal videre ind i næste runde af Kyoto-aftalen. Langt de fleste af disse kvoter er delt gratis ud ved oprettelsen af systemet, hvor man blot kom til at dele alt for mange ud. Så de burde ikke kunne veksles til på én gang cool cash og forringelser af klimaindsatsen.

Fiona Harvey fra The Guardian skriver, at der her til er kommet en slags løsning med Polen, som har strittet voldsomt imod at opgive deres ‘hot air’. Polen får lov at beholde sin varme luft, men kan i praksis ikke bruge dem til noget, da de kun kan sælge den til lande som er omfattet af Kyoto-aftalens anden runde – EU og nogle få andre lande – som alle har aftalt ikke at købe disse AAUs. Så de ender som de skal – som matadorpenge. Connie Hedegaard skrev i går på Twitter, at hun havde lavet en tilsvarende aftale med Japan om, at de heller ikke køber disse kvoter.

I øvrigt synes EUs klimaindsats ikke at stoppe ved de 20%, men tværtimod allerede med de nu vedtagne tiltag at være på vej mod 27% i 2020. Så tiden frem mod 2020 bliver ikke nødvendigvis nogen sovepude-periode for EU. Men for de fleste vil det ligne frihjul, hvis EU fastholder sin målsætning på 20% – det er alt andet end et signal om at påtage sig sin del af det meget omtalte ‘emission gap’. Her skulle EU hellere sigte på 40% – og de øvrige rige lande noget tilsvarende.

Der er en efterhånden udbredt utilfredshed med værtslandets ledelsesfunktion her i forhandlingernes sidste fase. Det er forventet at der gribes ind på alle svære områder for at søge at fremprovokere kompromisser, men det er som om man ikke mestrer det politiske håndværks mange finesser. Og der går rygter, at værtsfolkene ligesom alle de øvrige delegerede gik hjem i går aftes i stedet for at forberede tekstoplæg til morgendagens forhandlinger. Man så ved COP17 i Durban, hvordan de sydafrikanske værter i slutspillet formåede at løfte nogle ganske markante kompromisser igennem – som dog også krævede tid efterfølgende at fordøje.

Det dukker op igen her i slutspillet, hvor Kina og Indien igen søger at løbe fra den del af aftalen, som omhandler internationale kontrol med udledningerne, mens en række rige lande er mere end tilbageholdende med de teknologioverførsler som skal til, hvis ikke udviklingslandene skal ende med at repetere alle de fejltagelser, som de rige lande er bygget på.

Hvis det lykkes at få en aftale på plads – og det er lige nu alt andet end sikkert – så ligger det fast, at den kommer til at hedde “Doha Climate Gateway” – ikke getaway.