Women of Fukushima


.
Dette video-portræt, Women of Fukushima, giver et enestående billede af, hvad der har fået japanerne på gaden for at demonstrere i et hidtil uset omfang. Den 28 min. lange film følger en gruppe på seks kvinder fra Fukushima, som hver især fortæller om hvordan Fukushima-katastrofen har grebet ind i deres tilværelse, og hvordan det har vækket nødvendigheden af at måtte sige fra overfor et samfund, som blot synes blindt i gang med at gå videre, som om intet var hændt.

Der var håb om, at DPJ (regeringsparti fra 2008-12) kunne forløse situationen, men skuffelsen over at premierminister Noda hen over hovedet på befolkningens ønsker og frygt gennemtvang en genstart af to reaktorer ved Oi-værket, er kolossal. Med den indignation over det politiske systems ryggesløshed, som en film som denne blotlægger, kommer vi tæt på en forklaring af, hvorfor Japan ved valget endte med at straffe DPJ eftertrykkeligt blot for at genindsætte et parti (LDP), som om noget ønsker atomkraften i Japan udbygget (se optegnelser for junijuli og august 2012). 

Skaberne af filmen Women of Fukushima – på japansk Fukushima no Onnatachi – skriver om deres baggrund for at lave filmen:

“The full ramifications of the aftermath of the disaster that occurred at the Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant in March 2011 will take decades to unfold. Having shifted from the initial visceral drama to a more long-term, almost invisible threat, there is a real risk that the situations faced by residents of Fukushima Prefecture will simply vanish from the radar screens of the world’s media (or, in the case of Japanese media, remain non-existent). To this day, as a result of the meltdowns, children can’t play outside, families are breaking up, and women are even having abortions for fear of genetic damage to their unborn children. Hope is hard to come by in Fukushima.

However, after meeting a group of outspoken local women, we were compelled to capture their spirit and stories. These Japanese women, traditionally shy and quiet, have taken their anger, anxiety, frustration and loss of hope, and turned it into a rallying call to move forward to change Japan and the world into a safer place for our children. Their resilience and honesty in the face of the Japanese government’s lies and complacency compelled us to provide a platform for them to speak their minds. The results surprise, shock and inspire.

Our motivation for making this film was to ensure that the world could witness the honesty and courage of these women who have dared to speak up, while others have remained silent.”¹

indlæg oprettet af Jens Hvass

The Filmmakers, Women of Fukushima.¹

 

Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima – to år senere

I dag kl. 14:46 japansk tid (6:46 dansk tid) var det to år siden et gigantisk jordskælv ud for Tohukus nordøstlige kyst udløste en gigantisk tsunami, som tilsammen spredte død og ødelæggelse op langs kysten.

I en artikel i Japan Times lørdag skrev Roger Pulvers, at der efter 3/11 katastrofen er tale om tre forskellige Tohuku-zoner: 1) den zone langs kysten, som blev raseret af tsunamiens frådende vandmasser, 2) den zone, som efterfølgende måtte evakueres på grund af radioaktiv forurening fra tre kernenedsmeltninger, som blev udløst af jordskælv og tsunami, og 3) de store dele af Tohuku, som selvom de ikke blev direkte berørt af tsunamiens og strålingens ødelæggelser, alligevel har fået hverdagen alvorligt forandret af en katastrofe, som synes at sprede sine afledte virkninger ud i den yderste afkrog af det japanske rige og ind i de mest intime bevidsthedsrum – og har påvirket ikke bare hele Japan, men langt ud over landets grænser.

Der er et lille stræk langs kysten, som både blev raseret af tsunamien og så hårdt ramt af radioaktiv forurening fra de fire havarerede reaktorer på Fukushima Dai-ichi-værket og derfor hører til i både zone 1 og 2, men i store træk holder hans inddeling, og den tydeliggør, at der stadig her to år efter er tale om en katastrofe med mange ansigter, som på den ene eller anden måde griber ind i de fleste japaneres dagligdag.     

Tsunamiens voldsomme raseren var med 18.500 døde og savnede de mest håndgribelige. Mange steder var tsunamien 15 m høj, men hvor den blev stuvet sammen i tragtformede fjorde og mundinger har den enkelte steder kunnet nå over 40 m højde, så sine steder nåede de frådende vandmsser op til 10 km ind og ødelagde stort set alt menneskeskabt. Men her kan fornyelsesarbejdet tage fat, så snart vandet har trukket sigtilbage, og selvom det tager tid at rekonstruere et helt samfund forfra, så er man flere steder langs kysten godt i gang.

Billedet herover er taget samme sted som billedet ovenfor, to år senere. Der er blevet ryddet op, Kesenuma ligger uden for det strålingsramte område, så man kan igen færdes i området, men genopførelsen af de mange bortskyllede huse går kun langsomt.

I den radioaktive zone er situationen straks anderledes. Her er det stadig kun muligt at opholde sig i kortvarigt, og kun i beskyttelsesdragter, og det dekontamineringsarbejde, som man har igangsat i de mindst strålingsforurenede områder, hvor der er størst håb om at kunne ‘normalisere’ situationen har en næsten Sisyfos-agtig karakter – nogle gange er strålingsniveauerne tilbage til før oprensningen få dage efter at man heroisk spulede og skurede alle byens flader, mens man fjernede al løs vegetation og skrællede det øverste muldlag af. For radioaktiviteten bliver ikke bare liggende, men bevæger sig tværtimod rundt i vand- og luftmiljøet, og – har man måttet konstatere – opkoncentreres i den mad, vi hidtil har kunnet høste af landskaberne. Så her er utrygheden ved den usynlige stråling og uvisheden om, hvornår der overhovedet bliver klar til at rykke tilbage. Og den dag, der bliver givet signal derom, om at man kan flytte tilbage, kan man så regne med, at det er sikkert? Hvor sikkert er sikkert? Og selvom myndighederne håber at kunne geninstallere de første inden for et år eller to, kan ingen endnu vide det. Kun står det klart, at der med de hårdest ramte områder vil gå flere årtier, før strålingsniveauerne når derned, hvor man kan begynder at tale om at genudsætte mennesker i området. Realistisk set kommer flertallet af dem, som nu er evakueret fra strålingen, således aldrig tilbage. Og hver af de 150.000 evakuerede fra det strålingsramte område må gøre op med sig selv og sine nærmeste, om man vil håbe og vente, eller om man først som sidst vil søge at starte et nyt liv et nyt sted.

Et livsforladt gaderum i den evakuerede zone, hvor alt står urørt – besøg er få og sjældne, kræver forudgående tilladelse og må foregå i beskyttelsesdragter.

Håbløsheden ved at være evakueret på ubestemt tid fører til store psykosociale problemer og forhøjet forekomst af selvmord og livsstilsafhængige for tidlige dødsfald. Og selvom det har været fremført igen og igen, at dødsfald på grund af stråling har været yderst sjældne, så er det lige præcis ikke noget, man ved særlig meget om. Menneskets generationsskifte er så langsommeligt, at vi først nu er først nu ved at kunne få de første begyndelser til svar på, hvor stor indflydelse Chernobyl-katastrofen vil få for de efterfølgende generationer. Og denne viden søges systematisk undertrykt af de mange instanser, som ønsker A-kraften videreført. Det har været vurderet, at Fukushima vil give en merforekomst af kræft i skjoldbruskkirtlen på 70%, men vi vil først om nogle årtier vide, om det rent faktisk forhold sig sådan. Ét forsøg på at opgøre dødsfald indtil nu, som kunne relateres atomkraft-ulykken (stråling, evakuering af indlagte, selvmord osv.) endte på 789 mennesker, en anden kom frem til 1.337. Men det bliver i mange tilfælde et fortolkningsspørgsmål – et tal som ikke bare er svært at opgøre præcist, men som der er en vis interesse i ikke at få klarlagt.

Hvor det står stadig mere klart, at de tre kernenedsmeltninger havde været undgåelige, hvis de ansvarlige instanser havde taget deres opgave at sikre sikkerheden omkring de japanske atomkraftværker, så må man give de japanske myndigheder, at de til forskel fra Chernobyl formåede at sætte ind med evakueringer og beskyttelse mod indtag af radioaktivitet gennem mad og drikke, som giver håb om, at forekomsten af kræft i de kommende generationer kun vil være moderat forhøjet. Men hvis man ser på, hvordan strålingen har påvirket dyrelivet, så er det overhovedet ikke givet.

En undersøgelse af blot tre generationer af en bestemt sommerfugl viste voldsomme deformationer af vinger og følehorn (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle). Men gennemgående synes japanske forskere ikke specielt ivrige efter at undersøge, hvilke konsekvenser Fukushima-katastrofen har haft på menneskets omgivende natur.

I en randzone omkring det evakuerede område, hvor strålingen er højere end sædvanligt, men ikke så høj, at man har fundet det nødvendigt at evakuere hele befolkningen, lever ikke mindst børneforældre med bekymringen, om det er i orden at lade børnene lege ude? – ud over alle de andre bekymringer om, hvor maden kommer fra, om man nu kan være sikker på, at der ikke er stråling i maden? Dette er en frygt og en bekymring, som nager så meget mere, som at japanerne igennem årtier er blevet fortalt, at atomkraften var både sikker og ren. Den myte er blevet effektivt punkteret, og selvom alle instanser siger, at de arbejder målrettet på at genskabe befolkningens tillid til atomkraften, så må man nøgternt konkludere, at det ikke går ret godt med den del. Dels er det en yderst sårbar situation, hvor frygten for det ukendte fylder meget. Dels leverer disse instanser igen og igen graverende eksempler på, hvad man ikke skal gøre, hvis man ønsker at genvinde en befolknings tillid.  

På én måde var det held i uheld, at store dele af radioaktiviteten efter Fukushima-katastrofen drev ud over havet. Det kunne have været meget værre ind over land, og i et worst case scenario, som var tæt ved at være virkelighed, da TEPCO overvejede at rømme værket, ville situationen kunne have  udviklet sig dertil, t man måtte rømme Tokyo-området, som omfatter op imod 30 mio. mennesker. Til gengæld gør det, at atomkraft-katastrofen med den nordgående strøm lægger sin skygge hele vejen op langs kysten. Stadig er der ikke kommet gang i kystfiskeriet for de løbende stikprøver viser, at koncentrationen af radioaktivitet stadig så høj, at fiskene ikke må bruges som menneskeføde. De mange små fiskersamfund op langs kysten, som blev raseret af tsunamien, kan således heller ikke bare starte forfra. For selvom man får nye fiskefartøjer og retablerer havne og auktionshuse og kølehuse, så kan man ikke fange og sælge de fisk, som direkte og indirekte var en stor del af kystsamfundenes levebrød.

I Tohukus tredje zone, som heldigvis udgør langt den overvejende del af Tohuku, er man endda ikke gået ram forbi. For til trods for omfattende målinger af strålingsniveauer rundt omkring i landskaberne, så gør frygten for strålingen med dens usynlige og uforståelige væsen, at turisterne i stort mål bliver væk fra Tohuku. Selv hundredvis af kilometer fra de primært strålingsramte områder er der i dag meget langt mellem turisterne, og ryokans og spabade er plaget af manglende besøg. Og selvom der er meget streng kontrol med strålingen fra områdets fødevarer og ingen afgrøder sendes på markedet uden at være grundigt checket, så går mange af Japans 120 mio. mennesker i en stor bue uden om fødevarer fra Tohuku. Det brand, som fødevarer fra Fukushima-området var, ligger i ruiner, og det vil tage årtier at genetablere.

Resten af Japan udgør så at sige en fjerde zone, og selv her har ingen kunnet undgå påvirkningen fra Fukushima-katastrofen. Ikke bare kommer det til at tynge alvorligt i statsbudgetterne adskillige år frem. Efter de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Dai-ichi-værket lukkede Japans dengang 54 reaktorer en efter en ned for den løbende årlige vedligeholdelse, for når de skulle genstartes ikke at få tilladelse. For ingen turde påtage sig ansvaret. Så den japanske befolkning har været sat på en ganske alvorlig energi-slankekur, gåde hjemme og på arbejde har der afhængig af hvilken region været pålagt energibesparelser på op til 15% i sommermånederne, så igennem foreløbigt to somre har japanerne svedt alvorligt, for at spare på energien.

For blot et halvt år siden tegnede det til, at Japan efter en stort opsat høring af befolkningens ønsker til fremtidens energipolitik, ville lægge kursen om, i løbet af et par årtier udfase atomkraftværkerne og satse målrettet på udbygningen af den vedvarende energi – ikke bare sol og vind, men nok så meget den geotermiske varme, som syder og koger og bobler over alt i den vulkanske undergrund. Japan skulle fra at være et af de sidste fossile samfund transformeres til et bæredygtigt ligevægtssamfund, og sandsynligvis kunne en sådan proces have genskabt en vis dynamik i den efterhånden noget skrantende japanske økonomi.

Men efter valget i december, hvor LDP genvandt magten, tegner det til, at Japan ender med at have lært meget lidt af sin Fukushima-katastrofe. Foreløbig sker alt på listesko, og vi får ikke nogen klare udmeldinger på området før efter valget til overhuset i juli. Men alt tyder på, at LDP vil have Japans energipolitik tilbage i det A-kraft-spor, som man selv igennem et halvt århundrede har været med til at definere.

Afrunding på vej …

Igennem de sidste to år har jeg løbende samlet links til artikler om Fukushima-katastrofen og dens tråde ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Den første linkside blev så lang, at den er delt i to: Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2, så det ender nok med at jeg en af dagene starter en ny side: Fukushima – links år 3.

Siden juni 2012, hvor Japan pludselig stod i den situation, at man havde slukket for den sidste af sine 54 atomreaktorer, har jeg løbende lavet små næsten daglige optegnelser. De er samlet månedsvis, se optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013. 

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima.

Som et lille PS er dette indlæg nr. 1.000 på Strøtanker om bæredygtighed – det er store og små indlæg mellem hinanden, men endda værd at fejre. På en typisk dag lægger 6-700 vejen forbi og ser i snit 6-7 sider, så til min glæde bliver bloggen brugt.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Roger Pulvers: Tohoku has been truly rent asunder for untold generations yet to be born, Japan Times 10.03.2013.

 

Strøtanker om bæredygtighed

TEPCO-status over oprydningsarbejdet ved Fukushima Dai-ichi

Disse slides stammer fra en præsentation ved et IAEA ekspertmøde om afvikling af atomkraftværker, fremlagt af TEPCOs Shunichi Suzuki. Der er link til Suzukis præsentation i sin helhed nedenfor,¹ men jeg har hevet en stor del af præsentationens sider ind herover. Det giver en alt efter temperament enestående/foruroligende indsigt i, hvor stor en opgave, det er at rydde op efter tre kernenedsmeltninger. Processen rummer da også så mange ubekendte – og så mange delopgaver, man endnu ikke har nogen kendt løsning på – at vurderingen lige nu er, at det vil tage opimod 50 år at rydde op efter katastrofen.

Afklaringen af afviklingsprocessen er vanskeliggjort af mange forhold, deriblandt det, at strålingen omkring de nedsmeltede reaktorer stadig er så stærk, at man ikke kan opholde sig nær reaktorerne, og at der stadig over alt stadig er bygningsrester efter de brinteksplosioner, som splintrede de ydre bygninger. Så man ved for eksempel endnu ikke, om nedsmeltningen er nået igennem også den ydre beskyttelsesbeholder, selvom de stadige udsivninger og stadigt høje strålingsniveauer i vandmiljøet tyder på, at dele af det højradioaktive materiale fra de nedsmeltede brændselslegemer befinder sig under reaktorerne. Og i det stadige kølingsarbejde for at sikre, at der ikke igen opstår kædereaktioner, produceres der hver dag 100-vis af radioaktivt vand, så området omkring er efterhånden fyldt med interimistiske tanke, som har tendens til at lække.

Derudover er der i reaktor 4 samlet brugte brændselselementer af et omfang, så det vil kunne føre til en endnu større katastrofe end de første tre nedsmeltninger, hvis reaktor 4s bassin for brugte brændselselementer rammes af et nyt jordskælv af samme voldsomhed. Så der er tale om en yderst labil situation. På det seneste har det da også igen været draget i tvivl, om det gav mening at tale om “cold shutdown”, selvom temperaturen der hvor al brændslet burde have været, teknisk set er holdt konstant under 100ºC.

Selvom det stadig er umuligt at foretage egentlig inspektion og oprydning nær reaktorkernerne, er den stråling, som kommer fra værket, i dag faldet til blot en 80 milliontedel af strålingen umiddelbart efter kernenedsmeltningerne. Det siger lidt om, hvor voldsomt det har været – og hvor vigtigt det er at få stabiliseret situationen omkring de mange brugte brændselslegemer i kølebassinet ved reaktor 4.

50 år til at rydde op – og så nogle tusinde år til at skulle passe på det radioaktive affald. Tænker igen og igen på salig Løgstrups essay om “Bivirkningernes verdensforvandlende kraft”. Er en situation som Fukushima-katastrofen overhovedet i stand til at ændre verdens gang? Hen over sommeren sidste år så det sådan ud. Store flot opsatte borgerdialoger om Japans fremtidige energiforsyning, hvor det blev klart, at befolkningen havde et stærkt ønske om at afvikle A-kraften. Men endda stemte man ved valget i december en regering ind, som om noget ønsker at udbygge A-kraften, og lige nu tyder alt på, at tingene stille og roligt bevæger sig tilbage mod business as usual. Skal der endnu flere lige på bordet? Endnu mere uspiselig mad? Endnu flere ødelagte livsbetingelser? Endnu mere skræk for en usynlig fare, som udfolder sig med generationers forsinkelse? – for at vi standser op og én gang for alle siger, at vi med den nutidige adgang til vedvarende energi vil kunne gøre en hel del smartere.

Yoshida opsummerer på sidste slide situationen ved TEPCOs Fukushima Dai-ichi-værk således:

Situation in Fukushima is assumed to be much more complicated than the case of
TMI-2 (Three Mile Island II)
Tentative plan is to start Defueling from RPV within 10 years.
It is assumed that the Defueling process can take over 20 to 25 years to complete.
Government supported R&D activities are commenced to achieve defueling
and Fukushima Daiichi-Cleanup successfully.
Many unexpected situations are expected. Flexible program management will be
necessary.
Advices and counsels from the world community would be very much appreciated.

Ikke mindst de to sidste punkter har skabt reaktioner – men man må gøre sig klart, at Japan står overfor et problem, som ikke lige kan klares med allerede kendt teknologi, men tværtimod vil kræve udvikling af en helt ny oprydningstekonologi. For én ting er at demontere et A-kraft, som har fungeret korrekt hele vejen igennem. Noget andet er at skulle rydde op i det nuværende strålingshelvede, hvor intet er hvor det skulle være.

På den baggrund er det ikke sikkert at forslaget om at skabe en oplevelsespark ud af det havarerede værk vækker genklang.² For ja, på den ene side var det måske vigtigt at bevare Fukushima Dai-ichi som monument over japansk hybris. På den anden led kan det i en proces med så mange ubekendte meget vel vise sig en del enklere at få lagt alt sikkert under jorden.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Demolition and Removal of Structures Damaged or Contaminated as a Result of the Fukushima Accident, (præsentation ved IAEA International Experts’ Meeting on Decommissioning and Remediation after a Nuclear accident) januar 2013 (pdf).¹

Tepco presentation shows clumps of melted nuclear fuel outside containment vessel – “Many unexpected situations are expected”, Energy News 21.02.2013.

Yukata Shiokura: Group wants Fukushima plant preserved for Chernobyl-style tourism, Asahi Shimbun 21.02.2013.²

 

Strøtanker om bæredygtighed

Tyskland vil fremskynde vedvarende energi

Tyskland skal fremskynde overgangen til vedvarende energi i kølvandet på Fukushimas atomulykke, udtaler Norbert Röttgen, den tyske miljøminister. Röttgen siger, at Tyskland kan vise vejen med et vellykket skift til grøn strøm, der vil styrke økonomien.