e-Niro, sej som en viking

e-Niro, sej som en viking

Elbilforeningen har kørt KIA e-Niro ud på en vaskeægte vikingetur op gennem det vinterkolde Sverige og Norge. Turen gik fra København over Oslo til Trondhjem via Gudbrandsdalen, videre til Östersund i Sverige og hjem ad Inlandsvägen. I alt 2.394 km over tre dage. 

Og så lagde jeg også lige vejen et smut forbi Norsk Elbilforening i Oslo for at deltage i fejringen af, at andelen af elbiler i Norge nu er nået 10 procent. Læs artiklen her.

Turen fra København til Oslo var, bortset fra dårligt vejr med en del sidevind og regn, en meget nem tur. Jeg havde to ladestop. Det første stop varede 35 minutter og her spiste jeg frokost. Det andet stop var på 55 minutter. Her drak jeg eftermiddagskaffe og jeg tog mig et tiltrængt hvil. Jeg kørte 110 km/t hele vejen. Det gennemsnitlige energiforbrug på denne del af turen var på 20,6 kWh/100 km.

Fredag tidligt om morgenen kørte jeg ud af Oslo sammen med en hel masse nordmænd på vej på vinterferie. Uge 8 er Norges officielle skoleferie. Sidst på eftermiddagen holdt der seks biler i kø på to hurtigladere, som var de eneste offentlige ladere i byen Berkåk. Her fik jeg for alvor lov at opleve Norges udfordringer med kø ved ladestanderne på travle dage. 

Det er chaufføren, der har kontrollen

E-Niroen kørte rigtig godt. Elbiler kører generelt rigtig fint på sne og is. Elmotorer reagerer nemlig hurtigt ved hjulspind og slår fra. Det opleves for chaufføren, som at man har god kontrol over bilen. 

En enkelt gang på denne tur satte jeg hastigheden op, mens Cruise Control var aktiveret. Jeg vidste ikke, at det var glat. Det fik naturligvis bilen til at lave hjulspind med det samme. Cruise Control slog fra omgående og overlod kontrollen med bilen til mig. Det føltes meget sikkert.

Den regenerative bremsefunktion virker også godt på is og sne. Hvis der er meget glat og den regenerative bremse får hjulet til at blokere, stopper den med at være aktiv og man bremser så bare med de mekaniske bremser ligesom i en bil med forbrændingsmotor. Når man kører ned ad bakke på glat vej, skal der kraftig opbremsnng til, før den regenerative bremse får hjulene til at blokere på e-Niroen. 

Kolde batterier lader med lavere effekt

Jeg oplevede helt ned til 13 minusgrader på turen. På grund af de lave udendørstemperaturer nåede batteriet aldrig rigtig at blive varmt under kørslen. Derfor tog opladningen længere tid. Effekten nåede aldrig over 55 kW, selvom jeg ladede ved en lynlader, der optimalt ville kunne aflevere 350 kW til en bil, der kan modtage så høje effekter. Med et varmt batteri har jeg oplevet at batteriet på e-Niro kan tage imod 77 kW. Bilen ladede dog med en stabil høj effekt på alle de hurtigladere, jeg benyttede på turen (red.: Hurtigladning betyder effekter ml 24-50 kW, lynladning: over 50 kW).

Interiør

I kabinen kunne man slet ikke mærke, at det var koldt udenfor. Det tilskriver jeg varmepumpen (læs også artiklen om varmepumper) og at kabinen er velisoleret. 

Bilen oplevedes komfortabel og specielt sad jeg godt i førersædet, selv om ryglænet kun kan indstilles i trin. I den høje udstyrsmodel er der trinløs justering. 

Centerskærmen er 7” stor, men da det er en stor bil, er der langt derhen. Derfor opleves den lille. I den nye version fås den med op til 10″.

Overraskende lavt energiforbrug

Energiforbruget i en elbil stiger, når vejret er koldt, bl.a. fordi kold luft er tungere at bevæge sig igennem. Ligeledes stiger det, når man kører med varmen tændt i kabinen. Og kører man op ad bakke, påvirker det naturligvis også forbruget. Men det går jo også ned ad bakke igen, så en del af energien hentes hjem igen ved regenerering. Jeg oplevede på vej op ad et bjerg, at forbruget lå over 50 kWh/100 km. Samlet set lå gennemsnitsforbruget alligevel kun på 19,0 kWh/100 km på hele turen. 

Det mener jeg er overraskende lavt, for jeg sparede ikke på varmen, det var hundekoldt og jeg kørte over mange bjerge.

Lyset

I comfort-udstyrsniveauet er nærlyset halogen og det er min oplevelse, at det ikke oplyser vejen særlig godt. Fjernlyset er også halogen, men her fungerede det tilpas kraftigt.

Planlægning ikke nødvendig, hvis man vil benytte hurtigladerne

WLTP-rækkevidden på e-Niro 64 kWh er opgjort til 452 km og ev-database.org vurderer den reelle rækkevidde til 260 km på motorvej i kold vejr. Min konkrete oplevelse på turen viste 350 km i frostvejr på landevej ved hastigheder mellem 60-100 km/t. Det er almindelige fartgrænser i Norge og Sverige. 

På den rute jeg kørte, er der rigtig mange hurtigladere, så det er ikke nødvendigt at planlægge hele turen i detaljer hjemmefra, specielt når rækkevidden på bilen er så lang. Jeg planlægger dog generelt i ladepauserne altid det følgende stop, men det skyldes, at jeg ikke vil rode med GPS eller app når jeg kører. Inlandsvägen ned gennem Sverige er den eneste del af turen, hvor der er 200 – 250 km mellem hurtigladerne, så her kræver det planlægning på forhånd. Inlandsvägen er oftest ikke særlig befærdet, men denne lørdag var skiftedag i forbindelse med vinterferien og derfor temmelig befærdet.

I gennemsnit ladede jeg for hver ca. 200 km. Med den lave gennemsnitshastighed igennem Sverige og Norge på 60-100 km/t svarer det til 2½ – 3 ½ timers kørsel. Det passer fint med behovet for en toiletpause og så er der god tid til at planlægge næste ladestop. Jeg ladede i alt 16 gange. 14 af gangene på hurtigladere. To gange over natten på destinationsladere, mens jeg sov.

Hurtigladerne på ruten er på 50 kW og her tog det i kulden ca. 1 time at lade fra 20 – 80%. I gennemsnit brugte jeg ca. 45 minutter på en opladning. 

Planlægning stadig nødvendig hvis du kører efter lynladere

Bortset fra strækningen langs Inländsvægen er der rigeligt med hurtigladere på ruten, så her er der ingen bekymringer. Endnu er der kun få lynladere, så det kræver planlægning, hvis man ønsker at bruge dem. e-Niro kan kun lade med effekter over 50 kW, når batteristanden er mellem 0-52%. Man skal derfor ankomme med relativt lavt batteriniveau for at kunne udnytte ladehastighed op til 77 kW på lynladerne. Desuden skal batteriet være varmt for at softwaren accepterer de høje effekter.

Den nye udgave kommer med 3-fase ladning. Det betyder, at hjemmeladning kan komme ned på ca. 7 timer, det er en stor fordel hvis man kører mange km hver dag. Samtidig kan den også fås med stor centerskærm, som er en tiltrængt opgradering efter min mening.

Bilanmelder, tekst og foto: Martin Messer Thomsen

Tak til KIA Motors Danmark for lån. Bilanmelderen har selv afholdt alle udgifter i forbindelse med turen.

Published at Fri, 06 Mar 2020 18:22:58 +0000

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.